Dansk Folkepartis katastrofale folketingsvalg giver nu anledning til kritik fra et af partiets profilerede folketingsmedlemmer.
Det er Christian Langballe, som kritiserer DF-toppen direkte, efter han er endt som en af de 21 DF’ere, der ryger ud af folketinget.
Kritikken lanceres i et længere interview med Berlingske.
»Hvis jeg sad i ledelsen af Dansk Folkeparti, ville jeg overveje, hvor partiet skal hen. Det er klart, at hvis man forlader det nationalkonservative, som jeg synes har været meget fraværende i den her valgkamp – undskyld mig, men vi har jo ikke været til stede med hensyn til det nationalkonservative – hvad er det så, partiet vil?,« siger han til b.dk:

»Det synes jeg, må være en refleksion, som ikke er min nu. Og det, jeg siger nu, det er en kritik af ledelsen. Og jeg siger det, fordi jeg holder af mit parti.«
Christian Langballe mener først og fremmest, at Dansk Folkeparti har ligget under for andre partiers politik og forladt partiets nationalkonservative udgangspunkt.
Han advarer blandt andet mod, at DF forsøger at være en kopi af Socialdemokratiet.
Derudover kritiserer Christian Langballe Dansk Folkepartis valgkamp.
Han mener, at DF har været ’fraværende fra den her valgkamp fra dag et’ og føler, at han er blevet efterladt på en perron, fordi valgkampen aldrig kom op i gear.
Christian Langballe anfører også, at DF ikke har formået at dø med støvlerne på og siger:
'Vi er døde, fordi vi har været fraværende'.
Overfor B.T. ønsker Christian Langballe ikke at uddybe kritikken.
Han siger dog:
»Jeg er blevet valgt ind for at kæmpe et slag for fædrelandet, og det har jeg taget på mig. Nu er vælgerne gået et andet sted hen. Jeg har det sådan, at jeg har været forberedt på, at hvis det var det, så var det det, og nu er jeg ude,« siger Christian Langballe:
»Jeg har udtalt mig til Berlingske. Det, der står der, det står til troende. Der er jeg kommet med en mild kritik af ledelsen, og det står jeg inde for.«
Christian Langballe slår fast, at han nu er helt ude af politik.