Dansk Folkeparti er parat til at droppe planen om den 377 millioner dyre omfartsvej ved Mariager.
Partiet oplyser nemlig nu, at man har lyttet til kritikken.
Det fortæller TV2 News.
»Vi har lyttet til kritikken og har kigget på projektet en gang til. Vi synes, at vi har lavet en god samlet plan til 112 milliarder kroner. Men hele diskussionen har handlet om omfartsvejen ved Mariager,« siger formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl til TV2 og fortsætter:
»Vi erkender, at vi måske ikke har ramt skiven helt rent her. Nu kan vi tage udgangspunkt i et projekt, der er i en hel anden pris, men stadig gør en masse positive ting:«
I stedet er planen nu at anlægge en væsentligt kortere omfartsvej. Den vil koste omkring de 80 millioner kroner - altså en forskel på lige under 300 millioner kroner.
Erkendelsen sker, efter der har været massiv kritik af partiet og i særdeleshed transportordfører Kim Christiansen for at ville lave en vej, der ikke er brug for.
Kritikken tog for alvor fart, efter TV2 satte et kamera op på det lille torv i Mariager i 12 timer sidste mandag.

Her kom der blot fire lastbiler og en bus forbi.
Den oprindelige omfartsvej blev besluttet som et led i den 110 milliarder kroner store infrastrukturplan, som regeringen og Dansk Folkeparti præsenterede tilbage i marts.
Men hurtigt blev der sat spørgsmålstegn ved beslutningen, da Vejdirektoratet allerede i 2013 konkluderede, at der ikke var behov for den.
Indtil nu har transportordfører Kim Christiansen (DF), der selv bor i byen og har en kro der, ellers holdt fast i, at vejen var nødvendig for at lede den tunge trafik væk fra torvet.

Kritikken fik efterfølgende også ordføreren til at gå til angreb mod 'tosserne på de sociale medier', som han kaldte dem.
Han skrev han blandt andet på Facebook, at de 'mangler indhold i deres røvkedelige liv'. Det kan du læse mere om her.
Den nye vej vil fortsat gå rundt om Mariager, men i stedet for en linjeføring til Assens skal den kun gå til Astrup, skriver TV2.
Den bliver formentlig også kun til noget, såfremt blå blok vinder det kommende folketingsvalg.