'Arnes tur' er udskudt - ikke aflyst.

Det slog Mette Frederiksen fast ved Folketingets afslutningsdebat.

Det skulle egentlig have været ‘Arnes tur’ allerede i foråret, men coronaepidemien har - indtil videre - udskudt retten til tidligere pension for nedslidte til efteråret.

Dermed fik ‘Arne’ heller ikke sin pension i denne politiske sæson, og S-regeringen vil heller ikke præsentere et udspil for tidligere tilbagetrækning før efter sommerferien.

Statsminister Mette Frederiksen (S) under afslutningsdebat i Folketinget på Christiansborg i København, mandag den 22. juni 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Statsminister Mette Frederiksen (S) under afslutningsdebat i Folketinget på Christiansborg i København, mandag den 22. juni 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det møder hård kritik fra manden, som Mette Frederiksen sandsynligvis skal have med ombord for at sikre et flertal bag tidligere pension til nedslidte.

»Nu har Mette Frederiksen og Socialdemokratiet rejst rundt og lovet nedslidte en tidligere pension i snart halvandet år. Men der sker ingenting. Hvis der ligger en model i regeringens skuffe, så lad os da se den. Alt andet er at holde befolkningen for nar,« siger Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti.

»Det begynder snart at blive komisk at tale om ‘Arnes tur’, når ingen reelt ved, hvem vi taler om. Er det mureren, sygeplejersken eller måske slagteriarbejderen?,« siger DF-formanden.

Den tidligere pension til nedslidte var det helt store slagnummer fra Socialdemokratiet i valgkampen. Med bryggeriarbejderen Arne Juhl som billedet på den nedslidte arbejder, lancerede Socialdemokratiet udspillet under sloganet ‘Nu er det Arnes tur’.

Arne Juhl ville være stoppet i år, hvis efterlønsordningen ikke var blevet ændret i 2012. Foto: Michael Nørgaard
Arne Juhl ville være stoppet i år, hvis efterlønsordningen ikke var blevet ændret i 2012. Foto: Michael Nørgaard
Vis mere

Men selv om både journalister og politiske modstandere har forsøgt at få et klart svar, har S-regeringen endnu ikke svaret på, hvem der kan få en ret til tidligere tilbagetrækning.

Kristian Thulesen Dahl vil ikke afvise at støtte S-løftet. Men coronakrisen har gjort det meget sværere at finde pengene, mener han.

»Vi står i en ny økonomisk situation efter corona, og derfor kan vi ikke bare hæve skatter og afgifter for at finansiere en pension for nedslidte, når vi samtidig har et ansvar for at sætte gang i økonomien,« siger DF-formanden.

Betyder det, at DF ikke kan gå med i en aftale, hvor skattestigninger indgår som en finansieringskilde?

»Det vil vi være meget, meget påpasselige med. Men det er svært at forholde sig til finansieringen, når Socialdemokratiet ikke vil fremlægge et udspil«.

Socialdemokratiet lægger op til, at den tidligere tilbagetrækning for nedslidte vil koste tre milliarder kroner om året.

Men DF-formanden mener, at det tal er kunstigt lavt.

»Hvis man skal lave en model, som hjælper alle de nedslidte, kan det sagtens komme til at koste det dobbelte,« siger han.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard. Pressemøde om lønkompensation med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, administrerende direktør i Københavns Lufthavn Thomas Woldbye og fællestillidsmand Peter Vium i Københavns Lufthavns Terminal 3, tirsdag den 24. marts 2020.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard. Pressemøde om lønkompensation med beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, administrerende direktør i Københavns Lufthavn Thomas Woldbye og fællestillidsmand Peter Vium i Københavns Lufthavns Terminal 3, tirsdag den 24. marts 2020.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Da B.T. i maj interviewede beskæftielsesminister Peter Hummelgaard (S) om sagen, fastholdte han rammen på de tre milliarder kroner.

»Vi tror stadig, at vi kan nå rigtig mange nedslidte med en ramme på tre milliarder kroner. At Dansk Folkeparti ikke mener, det er nok, må vi tage i forhandlingslokalet,« sagde han.

De øvrige borgerlige partier har foreløbigt afvist at støtte den tidligere pension til nedslidte. Og under afslutningsdebatten mandag var De Radikales leder Morten Østergaard heller ikke begejstret for det centrale S-løfte.

»Regeringen er dannet på at øge beskæftigelsen. Ikke svække den. Og så er der det, Socialdemokratiet gik til valg på. Det lader jeg dem om,« sagde han med henvisning til den tidligere pension.