Arne Juhl har fået udskiftet det ene knæ, det andet er på vej, han har diabetes 2 og er sygemeldt efter en kræftoperation, hvor lægerne fjernede halvdelen af hans venstre lunge.

Samtidig er bryggeriarbejderen blevet danmarksberømt.

'Nu er det Arnes tur' hed det på Socialdemokratiets store valgplakater, og 100.000 har set videoen, han lavede til kampagnen.

Og nu tror han på, at aftalen om tidlig pension, som er et emne ved overenskomstforhandlingerne, bliver til noget i år.

Foto: Michael Nørgaard
Foto: Michael Nørgaard Foto: Foto: Michael Nørgaard
Vis mere

Han er blevet mere optimistisk efter at have talt med statsminister Mette Frederiksen og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard på Socialdemokratiets kongres i september, hvor han også var et centralt omdrejningspunkt.

»Vi gik til valg på at indføre en ny ret til tidlig pension for dem, der er nedslidte. Og ja. Nu er det Arnes tur,« lød det fra Mette Frederiksen på talerstolen.

»Bare rolig, Arne, det bliver til noget,« sagde statsministeren direkte til Arne Juhl.

Arne Juhl er blevet symbolet på Socialdemokratiets udfordringer med at gennemføre valgløftet om at hjælpe nedslidte til en 'værdig' tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Og det var vigtigt for Socialdemokratiet at få Arne med på kongressen.

Han sagde først nej, da presseafdelingen ringede, fordi han skulle i kemobehandling.

Men han blev overtalt, da partiet lovede at hente ham i Fjerslev og køre ham de sammenlagt 470 km til Aalborg og tilbage igen.

Arne Juhl ville være stoppet i år, hvis efterlønsordningen ikke var blevet ændret i 2012. Foto: Michael Nørgaard
Arne Juhl ville være stoppet i år, hvis efterlønsordningen ikke var blevet ændret i 2012. Foto: Michael Nørgaard
Vis mere

»Jeg fik en snak med Mette og med vores beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard, og efterfølgende har jeg snakket med Socialdemokratiets presseafdeling. Og de siger, at ting tager tid, men det skal nok blive til noget. Peter sagde, at nu skal overenskomstforhandlingerne lige på plads, og så sker det. Jeg tror, det er på plads inden 1. januar 2021,« siger  han.

B.T. besøger Arne Juhl i Fjerslev onsdag, dagen efter hans 60-års fødselsdag.

»Havde de ikke ændret efterlønnen i 2012, havde der ikke været den mediestorm. Så var jeg gået på efterløn 1. maj, lige efter mit 40-års jubilæum på bryggeriet. Men nu skal vi have en rettighed til at gå tidligere på pension, når man har haft hårdt fysisk arbejde, siden man var ung,« siger Arne Juhl, der startede som 16-årig som arbejdsdreng på en jernvarefabrik i 1976.

»Men det bliver dyrt med en rettighed. Og så længe arbejdsgiverne ikke vil være med, så bliver det ikke det store,« tilføjer han.

Socialdemokratiet planlægger at anvende tre milliarder kroner om året på ordningen. Ifølge Finansministeriet vil beløbet betyde, at 2.850 fuldtidsbeskæftigede personer pr. årgang vil kunne gå på folkepension tre år tidligere end ellers.

På Socialdemokratiets ordning vil man være berettiget til folkepension, som er på 6.327 kroner om måneden, og som der skal betales skat af. Herudover vil man kunne få pensionstillæg på op til godt 7.000 kroner om måneden.

»Tre millarder er en dråbe i havet. Det bliver dyrere. Men jeg har ingen anelse om, hvordan de vil udforme det og sortere faggrupperne,« siger Arne Juhl.

Arnes jagthunde er glade for hans sygemelding. Foto: Michael Nørgaard
Arnes jagthunde er glade for hans sygemelding. Foto: Michael Nørgaard
Vis mere

Problemet er tydeligt i hans omgangskreds, hvor nogle selv sparer op til at kunne trække sig fra arbejdsmarkedet som 60-årige.

»Min søn er elektriker, og han kan ikke blive ved, til han er 73. Han sparer selv op til at stoppe, når han er 60. Og en af mine kammerater, der er slagteriarbejder, stopper nu som 58-årig. Det har han selv sparet op til.«

På bryggeriet brygger Arne Juhl, tapper, kører truck og udfører generelt alt forefaldende arbejde. Det er ikke hårdt ved kroppen nu, hvor alt er mekaniseret.

Men det var det engang.

»Det var hårdt at være bryggeriarbejder, før det blev mekaniseret. Vi slæbte 50 kg-sække og løftede 20-25 ton hver dag. Nu trykker vi på nogle knapper,« siger Arne Juhl, der tilhører en lille rød enklave i det ellers Venstre-dominerede landområde.

Oprindeligt blev han kontaktet af Socialdemokratiets pressetjeneste, der havde set ham i en 3F-kampagne.

»Jeg spurgte direktøren om lov. Han misforstod opgaven og troede, det var 3F. Havde han vidst, det var Socialdemokratiet, havde han nok sagt nej.«

Hans kone var heller ikke begejstret.

»Hun syntes, det var lige lovlig meget. Men så længe, hun kan være uden for rampelyset, er hun godt tilfreds,« siger Arne Juhl.

Har han ikke fået andre muligheder inden da, går han på efterløn 30. december 2023.