Regeringen siger, at den kommende erstatning til landets minkavlere ligger den meget på sinde. Alligevel har Folketingets partier ikke været indkaldt til forhandlinger om netop selvsamme erstatninger i snart en måned, nemlig siden 16. december.

Det frustrerer adskillige partier i Folketinget.

»Det er rigtigt skidt. Det går utroligt langsomt, og det er jo ikke noget, som vi kan tillade os at sidde og tænke for længe over. Der er tale om mennesker, der ingen indkomst har, og som har høje udgifter,« siger De Konservatives erhvervsordfører, Mona Juul.

På trods af de ikke-eksisterende forhandlinger siger Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, alligevel, at der har været drøftelser i sidste uge, og der også er planlagt møder i denne uge. Det vender vi lige tilbage til.

I weekenden blev statsminister Mette Frederiksen interviewet på TV 2 om flere forhold i forbindelse med pandemien. Herunder blev hun også spurgt om, hvorfor der ikke var en aftale endnu om erstatning til minkavlerne. Til det svarede statsministeren, at det 'krævede 90 mandater'.

Flere af de borgerlige partiers ordførere reagerede hurtigt på de sociale medier, da de mente, at Mette Frederiksen forsøgte at udlægge det, som om det var oppositionen, som ikke havde udvist tilstrækkeligt med samarbejdsvilje.

'Utrolig udtalelse fra statsministeren. Forhandlingerne har ligget stille i en måned. Hvis vi skal overtage forhandlingsledelsen, kan I bare sige til, men ellers er det jer, der skal se at komme i gang og indkalde til forhandlinger,' skrev De Konservatives Rasmus Jarlov på Twitter.

Også Nye Borgerlige undrer sig.

Mette Frederiksen sagde til TV 2, at der ikke foreligger en aftale om erstatninger for de aflivede mink, da 'der ikke var samlet 90 mandater'. Oppositionen er vred over, at regeringen ikke har indkaldt til forhandlinger i snart en måned.
Mette Frederiksen sagde til TV 2, at der ikke foreligger en aftale om erstatninger for de aflivede mink, da 'der ikke var samlet 90 mandater'. Oppositionen er vred over, at regeringen ikke har indkaldt til forhandlinger i snart en måned. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det er under al kritik. Det er familier, som har mistet alt. At man ikke får styr på det, er stærkt kritisabelt,« siger Nye Borgerliges partiformand, Pernille Vermund.

Og i SF, der normalt er ganske tæt på Socialdemokratiet, har man heller ikke været til forhandlinger siden 16. december.

»Vi har ikke været til forhandlinger siden før jul og er heller ikke indkaldt til nogen. Jeg kan forstå, at der har været nogle vanskelige drøftelser med EU-Kommisionen i forbindelse med reglerne på området, men det er også meget vigtigt, at vi snart lander en aftale,« siger fødevareordfører i SF Carl Valentin.

Og så tilbage til Socialdemokratiets Christian Rabjerg Madsen, der udtaler sig på regeringens vegne. Han forklarer, at regeringen arbejder benhårdt på at lave en aftale. Fødevareminister Rasmus Prehn har også i fredags begejstret fortalt, at minkavlerne snart får nogle penge. Måske allerede i denne uge.

Minkavlerne venter på erstatning for de mange millioner aflivede mink. Der har bare ikke været forhandlinger på Christiansborg om det i snart en måned.
Minkavlerne venter på erstatning for de mange millioner aflivede mink. Der har bare ikke været forhandlinger på Christiansborg om det i snart en måned. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Det undrer som sagt bare ordførerne i de andre partier, som altså endnu har en invitation til forhandlinger til gode.

»Jeg kan helt afvise, at regeringen ikke arbejder meget hårdt på at lave en aftale om det her. Der har været forhandlinger før jul, drøftelser i sidste uge, og der er planlagt møder igen i denne her uge,« siger Christian Rabjerg Madsen.

Hvordan kan I sige, at der har været intense drøftelser, når ordførerne i de andre partier siger, at de slet ikke er inviteret til noget?

»Jeg sagde ikke, at der var intense drøftelser. Jeg sagde, der havde været drøftelser. Desuden er der planlagt møder i denne uge om det.«

Hvem har I talt med?

»Af hensyn til forhandlingsparterne, så ønsker jeg ikke at kommentere på det.«

Må jeg så få at vide, hvornår der er indkaldt til møde?

»Jeg har ikke nogen kommentar til tidspunktet heller.«

Så I arbejder hårdt på at få en aftale, men vil ikke sige, med hvem eller hvornår I skal holde møde?

»Jeg kan ikke komme det nærmere,« siger Christian Rabjerg Madsen.

Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, siger, at regeringen arbejder hårdt på at få en aftale i hus. Han vil dog ikke sige, hvem regeringen taler med, eller hvornår der er møde.
Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, siger, at regeringen arbejder hårdt på at få en aftale i hus. Han vil dog ikke sige, hvem regeringen taler med, eller hvornår der er møde. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

B.T. erfarer dog, at det muligvis er Venstre, som regeringen har ringet sammen med i sidste uge. Hvor intense de drøftelser har været, er uvist. Venstre er dog mandag ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelser.

B.T. erfarer ligeledes, at forhandlingerne om selve minkerstatningen har mødt problemer på især fire områder.

For det første har erhvervsminister Simon Kollerup været sygemeldt siden december med mavesår. Derfor har ansvaret for indkaldelse til politiske forhandlinger skiftet rundt mellem ministerierne.

Mandag blev B.T. bedt om at kontakte Finansministeriet om sagen, men flere ordførere i Folketinget forklarede, at de selv forventede, at det var Klimaministeriet, som de ville høre fra.

For det andet har der som bekendt været juleferie, hvor statsapparatet er lukket forsvarligt ned.

For det tredje har forhandlingsparterne stået langt fra hinanden. Især hos de borgerlige partier ønsker man en betydelig større kompensation til minkavlerne, end man gør på venstrefløjen.

For det fjerde har forhandlingerne været besværliggjort af EU's regler om statsstøtte. Ifølge EU's lovgivning på området er det ulovligt at give erhvervsdrivende støtte, som eventuelle konkurrenter ikke har adgang til.

En direkte kompensation for eksproprieret ejendom er lovligt, men hvis man – som der er tale om – ønsker at kompensere minkavlerne for tabte indtægter i de kommende år, kommer man på kant med lovgivningen. Derfor har embedsværket skullet bruge en del tid på at kommunikere frem og tilbage med juristerne i Bruxelles.

B.T. har været i kontakt med Finansministeriet, om hvornår der indkaldes til videre forhandlinger, men ministeriet har alene givet dette svar.

»Der har været drøftelser om erstatning til minkavlere og følgeerhverv før jul. Drøftelserne blev genoptaget i sidste uge, og der er planlagt møder i denne uge. Af hensyn til det videre forhandlingsforløb kan Finansministeriet ikke oplyse yderligere om de igangværende drøftelser,« skriver Finansministeriet i en mail.