Torsdag udvandrede Pia Kjærsgaard i vrede fra en debat i programmet Kogepunktet med Filiz Yasar på Radio LOUD, fordi hun hele tiden blev afbrudt af både værten og ikke mindst sin debatmodstander Jino Victoria Doabi, der stiller op for Radikale i København.

Pia Kjærsgaard var dog ikke den eneste, der følte sig dårligt behandlet under interviewet. Det gjorde Jino Victoria Doabi også.

»Det er ubehageligt. Jeg holder mine følelser tilbage, indtil det slutter, og der knækker jeg sammen. Jeg græder og løber ud så inden nogen ser det,« siger 29-årige Jino Victoria Doabi.

De to politikere var kommet for at debattere Dansk Folkepartis forslag om at man skal være dansk statsborger for at stemme og stille op til kommunalvalg. Og det går lige i hjertet på 29-årige Jino Victoria Doabi. Hun vil nemlig selv blive ramt, da hun ikke selv dansk statsborger og stiller ved dette års kommunalvalg.

»Jeg er statsløs. Har et konventionspas og er kvoteflygtning, men jeg står her, 19 år efter jeg kom til Danmark, og har gjort alt, de har bedt mig om. Og nu vil hun tage det fra og, fordi jeg ikke er god nok,« siger 29-årige Jino Victoria Doabi og fortsætter:

»Jeg har integreret mig, deltaget i fællesskabet, deltaget i demokratiet, beskyttet og værnet om frihed og ytringsfrihed, opfordret flere til at deltag i demokratiet, taget en uddannelse og taget job,« siger Jino Victoria Doabi der læser statskundskab.

Ud over at Jino Victoria Doabi føler sig ramt personligt, så føler hun også, at Dansk Folkepartis forslag er principielt antidemokratisk, og hun er uforstående overfor, hvordan en tidligere formand for Folketinget kan have den mening:

»Jeg kunne ikke være mere ligeglad med, hvad DF mener om mig. Jeg skal nok klare mig, for jeg er dygtig og sej, med det handler om andre end mig, og andre lytter til det her og tager det til sig. Det ekskluderer folk og underminerer demokratiet. Vil man have demokrati, skal man også insistere på, at alle kan være med og minoriteterne er beskyttet.«

Pia Kjærsgaard gav torsdag udtryk for, at hun var meget utilfreds med at blive afbrudt af blandt andre Jino Victoria Doabi og sagde der til B.T.:

»Jeg synes det var helt grotesk. Jeg blev afbrudt hele tiden, og hele debatten blev slet ikke styret. Jeg havde travlt og besluttede mig for at gå,« lød det fra Pia Kjærsgaard.

At Jino Victoria Doabi afbrød meget, er hun godt klar over, men hun står ved det og mener ikke, det skulle have været anderledes.

Er dig og Pia Kjærsgaard ikke lige gode om det? – Du afbryder hende hele tiden, og du bliver såret over nogle ting, hun siger.

»Nej, det synes jeg ikke. Hun er en dame, der har sagt mange kloge ting, men også mange usande ting (I debatten på Loud påstår Pia Kjærsgaard, at mange indvandrere i byrådene har brug for oversættelse, hvilket Jino Victoria Doabi mener er forkert.), og jeg har bare fået nok. Nu har jeg fået taletid, og jeg har ikke tænkt mig at fortsætte med at lade hende sige ting, som ikke er rigtige. Hun kan tage min stemmeret, men ikke min stemme, når jeg taler,« siger Jino Victoria Doabi.

Pia Kjærsgaard har ikke lyst til at kommentere yderligere på kritikken fa Jino Victoria Doabi.

Du kan høre hele debatten her.