Caroline Stage, som torsdag blev udnævnt til ny digitaliseringsminister, bliver nu yderligere belastet af en række detaljer i anklager i sagen om problematiske arbejdsforhold hos Moderaterne. 

Fredag kunne B.T. afsløre, at Caroline Stages navn går igen i en klage om mobning og sexisme i partiet. 

Både tidligere og nuværende medarbejdere fortæller nu både om flere episoder, og om nye detaljer i en række af de forhold i klagen til Arbejdstilsynet, der direkte handler om Caroline Stage. 

Kilderne fortæller blandt andet, hvordan Caroline Stage som politisk chef i partiet har røbet flere af sine ansattes dybt fortrolige oplysninger til mindst én ansat i partiet, og at hun har været tilstede ved en række tilfælde med grov og sexistisk mobning af medarbejdere uden på nogen måde at påtale det. 

Kilderne siger samtidig, at de var direkte rystede, da de fandt ud af, at Caroline Stage – efter få timer som minister til overdragelsesforrretningen i sit nye ministerium – til B.T. svarede 'ja' til hvorvidt, at Moderaterne på Christiansborg har en velfungerende intern kultur, hvor medarbejdere har det godt. 

»Der er ingen mulighed for, at hun ikke ved, at der er voldsomme problemer, at medarbejderne mistrives og har gjort det længe,« siger en tidligere medarbejder i partiet. 

Efter nyheden om Caroline Stages ministerpost kom ud torsdag formiddag, tør vedkommende ikke længere at stå frem med navn og ansigt i denne artikel. 

Både den pågældende person, og flere af de både nuværende og tidligere medarbejdere, bekræfter, at de siden maj 2023 flere gange direkte har sagt til Caroline Stage, at der var så voldsomme og alvorlige problemer med medarbejdernes trivsel, at der skulle handles hurtigt. 

Der har været radiotavshed fra Moderaternes partiformand, Lars Løkke Rasmussen, og den nyudnævnte minister Caroline Stage, siden B.T.s afsløringer fredag. Arkivfoto. 
Der har været radiotavshed fra Moderaternes partiformand, Lars Løkke Rasmussen, og den nyudnævnte minister Caroline Stage, siden B.T.s afsløringer fredag. Arkivfoto.  Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Derfor bad flere medarbejdere Caroline Stage om at sørge for, at der hurtigst muligt blev skabt en mere professionel struktur i partiet, hvor medarbejderne kunne gå til en tillidsmand for hjælp.

»Hun har sagt til os, at hun godt kunne se, at det var nødvendigt. Hun har også flere gange sagt, at hun ville tale med vores partisekretær (Kirsten Munch Andersen, red.), så der kunne blive gjort noget. Vi ved ikke om, Caroline Stage reelt har givet vores bekymringer videre. Vi ved bare, at der ikke skete noget,« lyder det fra en af de tidligere medarbejdere. 

Kilderne fortæller samtidig, at der også er flere af dem, der har henvendt sig, som har haft en oplevelse af, at Stage lyttede til dem og oprigtigt var bekymret over det, hun hørte. 

Nogle kilder siger også, at de tror, at Stage også i flere tilfælde er gået til partisekretær Kirsten Munch Andersen med henvendelserne. 

En række både nuværende og tidligere medlemmer af Moderaterne, herunder medunderskrivere af klagen til Arbejdstilsynet, fortæller ligeledes, at Caroline Stage som chef har været til stede, imens en medarbejder er kommet med groft nedladende og sexistiske kommentar uden at påtale dem. 

De fortæller ligeledes, hvordan Caroline Stage af medarbejdere er blevet fortalt om episoder med den pågældende medarbejders adfærd, og at den var meget problematisk for arbejdsmiljøet. 

Caroline Stage har også, ifølge et punkt i den klage, der er sendt til Arbejdstilsynet, nedgjort medarbejdere ved »at fortælle hvem, hun synes er dygtigst i afdelingen, og at gøre grin med, hvordan medarbejderne lønforhandler.«

Dette punkt omhandler, at Caroline Stage flere gange har givet udtryk for, at hun oplevede, at kvinder, der søgt job i partiet under hende som chef, snød sig selv i forhold til mænd, der var markant fagligt ringere end kvinderne til de samme eller lignende job. 

»Hun nævner herefter, at der kommer 'inkompetente' mænd ind til hende, når hun ansætter og beder om 50.000 kroner om måneden, mens der kommer langt mere kompetente kvinder ind og forlanger 36.000 kroner for det samme,« lyder det fra en af kilderne i partiet. 

Personen fortæller, hvordan Caroline Stage efterfølgende griner og forsikrer om, at det naturligvis ikke gælder for den pågældende person, der på det tidspunkt ikke havde været ansat i partiet ret længe: 

»Det var bare virkelig underligt og ubehageligt for mig at sidde der. Især fordi hun også helt konkret nævner beløb, som jeg har hørt passer på personer i partiet.«

B.T. har siden fredag forsøgt at få en kommentar fra Caroline Stage til de konkrete sager om forholdene i Moderaterne. 

Vi har også siden lørdag eftermiddag forsøgt at få den nyudnævnte minister til at forholde sig til blandt andet de forhold, der beskrives i denne artikel. 

Lørdag aften oplyste Moderaternes presseafdeling, at der ville komme et svar fra Caroline Stage, og at der blev arbejdet på højtryk. 

Søndag kl. 22.00 har B.T. endnu ikke modtaget det svar. 

Torsdag eftermiddag stillede Caroline Stage op til spørgsmål fra pressen til et kort pressemøde i sit nye ministerium. Her lød spørgsmålet fra B.T.:

Du kender jo Moderaterne indgående, fordi du har været politisk chef. Hvordan er stemningen egentlig generelt internt i partiet mellem medlemmerne og de ansatte? Er Moderaterne et parti, hvor der generelt er en velfungerende kultur, og hvor folk generelt har det godt med hinanden?«

»Jeg forstår ikke helt, hvad det har af relevans for interviewet nu i dag?«

Det er i forhold til, at du har været politisk chef i partiet?

»Det er klart min opfattelse. Ja.«