S-regeringens udlændingekurs under Mette Frederiksen er blevet for hård og unuanceret og er på flere punkter blottet for sund fornuft.

Sådan lyder anklagen fra Radikale Venstre, som nu vil have regeringen til at bløde op på kravene til statsborgerskab for unge udlændinge, som er født og opvokset i Danmark.

»Det er både uværdigt og helt skørt, når vi gør det meget svært for unge, som helt tydeligt er danskere, at få et dansk pas. Det er et faretruende tegn på, at udlændingepolitikken mangler sund fornuft og i stedet er blevet symbolpolitik og unuanceret,« siger Radikale Venstres politiske ordfører, Andreas Steenberg.

For mange unge, som er født og vokset i Danmark, er vejen til et dansk pas i dag brolagt med årelange ansøgningsprocesser, indfødsretsprøver og strenge krav til opholdstilladelse.

Awa Shirazi er født af udenlandske forældre i Danmark, men har aldrig boet andre steder. Alligevel kan den 21-årige kvinde ikke få dansk statsborgerskab. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Byrd.
Awa Shirazi er født af udenlandske forældre i Danmark, men har aldrig boet andre steder. Alligevel kan den 21-årige kvinde ikke få dansk statsborgerskab. Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Byrd.
Vis mere

B.T har talt med 21-årige Awa Shirazi, som er født og opvokset i Danmark. Alligevel har hun fået nej til dansk statsborgerskab, fordi hun ikke nåede at få permanent opholdstilladelse, inden hun rundede 19 år.

»Jeg er født i Danmark, men jeg kan ikke få dansk pas, fordi jeg ikke opfylder kravene, som det er nu. Det har givet mig en identitetskrise, siden jeg var 13 år. Og jeg har grædt mange gange over det, fordi jeg ikke føler mig anerkendt i mit eget land,« siger hun.

I 2014 gav SR-regeringen ellers unge, der er født i Danmark, en let og automatisk adgang til statsborgerskabet. Men den mulighed blev fjernet igen i 2016, da Inger Støjberg var udlændingeminister – endda med støtte fra S.

Det er den bestemmelse i indfødsretsloven, som Radikale Venstre vil have tilbage. Det vil betyde, at unge som Awa Shirazi automatisk vil kunne få dansk pas, hvis de har bestået folkeskolens afgangseksamen og i øvrigt ingen fængselsdomme har.

Andreas Steenberg (R). (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Andreas Steenberg (R). (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Hvis unge, der er født i Danmark, har bestået folkeskolen og holdt sig ude af kriminalitet, ikke har bevist nok til at blive danske statsborgere, så er vi ude i noget, der diskriminerer en masse unge i det land, de er født,« siger Andreas Steenberg.

Men det er nok tvivlsomt, om regeringen skifter kurs, bare fordi I stiller et forslag. Så hvor langt vil I gå? Vil I stille et decideret krav?

»Vi vil i hvert fald kæmpe hårdt – også på de interne linjer i samarbejdet med regeringen – for at lave det her om. For det er jo helt skørt.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra udlændingeminister Mattias Tesfaye. Men Socialdemokratiets indfødsretsordfører, Lars Aslan Rasmussen, giver ikke meget for støttepartiets kritik.

Lars Aslan Rasmussen (S)
Lars Aslan Rasmussen (S) Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Det, de kalder skørt, kalder jeg for fair og ansvarligt. Vi skal stille store krav til de udlændinge, der vil have dansk pas. At Radikale Venstre og Socialdemokratiet har forskellige holdninger på det område, er ikke nyt. Derfor er jeg også uenig i kritikken,« siger han.

Han afviser, at kravene til statsborgerskab for unge, der er født i Danmark, er for hårde:

»Statsborgerskabet er et privilegium og et aktivt valg. Det er ikke noget, som skal trækkes i en automat,« siger han og udbryder:

»Det er rigtigt, at vi har strammet kravene. Men det er stadig lettere for unge, der er født og opvokset i Danmark, at få statsborgerskab, end det for eksempel er for flygtninge. Det er dog fair, at vi kræver danskkundskaber, en bestået indfødsretsprøve og en ren straffeattest.«