Donald Trump bliver i Danmark – fejlagtigt – fremstillet som klodens største skurk. Som indbegrebet af ondskab taget direkte fra en tegneseriefigur.
Det mener professor i statskundskab og sikkerhedspolitik Mikkel Vedby Rasmussen fra Københavns Universitet. Og han er godt og grundigt træt af det.
»Vi har kollektivt tabt sutten i forhold til Trump i en sådan grad, at vi har svært ved at se ham som en politiker, men i stedet karikerer ham som en skurk fra en Marvel-film,« siger professoren i et interview med B.T.
Og det er fjollet, for dele af Donald Trumps politik minder i virkeligheden en del om vores egen, tilføjer Mikkel Vedby og peger blandet andet på europæiske tariffer og udlændingepolitik.

Han frygter konsekvenserne af et fortsat skræmmebillede af Trump.
»Vi kommer til at misforstå, hvorfor millioner af vælgere har valgt ham. Og det siger jeg ikke, fordi Trump er verdens bedste politiker, og det bare bliver fantastisk. Tværtimod,« lyder det fra Mikkel Vedby, der fortsætter:
»Men hvis vi ikke ser Trump for, hvad han er, så bliver de næste fire år lange, når vi går i panik hver gang, han skriver noget på Truth Social.«
Mikkel Vedby Rasmussen peger på øjeblikke, som da Mette Frederiksen (S), Lars Løkke Rasmussen (M) og Troels Lund Poulsen (V) indkaldte til pressemødet efter valget af Trump i november som et eksempel på et tidspunkt, hvor vi »har tabt sutten.«

»Det afspejler også et mediebillede, hvor vi nok er kommet til at købe Demokraternes argument om, at verden ville bryde sammen, hvis Kamala Harris ikke blev valgt.«
Om ikke andet tyder noget på, at verden med Donald Trump som præsident bliver en markant anden, end ved demokraterne ved roret.
Flere førende eksperter har for eksempel været usikre på, hvad det vil betyde for Ukraine, at Donald Trump igen bliver amerikansk præsident, ligesom der er blevet sat spørgsmålstegn ved hans opbakning til NATO.
Så kan der ikke på den anden side være grund til at være bekymret, når man ser på hans lidet overbevisende opbakning til det internationale samfunds institutioner?
»Jeg synes, det der lidt sker, det er, at vi taler om 20. januar (Hvor Trump indsættes, red.) som en dommedag. Det efterlader os med en manglende nysgerrighed på, hvad hans politik rent faktisk bliver,« siger Mikkel Vedby Rasmussen og tilføjer:
»Og hvis vi skal være helt ærlige, så var der nogle af de ting, han sagde om europæerne, der var rigtige nok.«

