Lyt til artiklen

Danmarks måske stærkeste ekspert i militære flyvninger er ikke i tvivl om, at ufoer her på Jorden er et simpelt faktum.

»Vi skal ikke længere tale om nogen har set noget eller om der findes nogen, der flyver rundt i luften. Det gør der. Der er noget, som flyver rundt og som vi ikke kan forklare hvad er,« siger major Karsten Marrup, sektionschef for Center for Luftoperationer ved Forsvarsakademiet.

Forsvarsminister Trine Bramsen har i et svar til Folketinget torsdag forklaret, at man i Danmark - modsat USA - ikke har observeret ufoer de seneste ti år. Men at man erkender, at »fænomenet i teorien kan udgøre en sikkerhedsrisiko.«

Major Karsten Marrup er ekspert i jagerfly, militære operationer i luften, missiler, missilforsvar, droner og snart sagt alt militært isenkram, som bevæger sig rundt i luften. Og han er enig i, at ufoer, som fænomenet kaldes i folkemunde, kan udgøre en risiko.

Major Karsten Marrup er ikke i tvivl om, at der findes faste fysiske objekter, der flyver i vores eller vores allieredes luftrum og som vi ikke kan forklare hvad egentlig er for noget.
Major Karsten Marrup er ikke i tvivl om, at der findes faste fysiske objekter, der flyver i vores eller vores allieredes luftrum og som vi ikke kan forklare hvad egentlig er for noget.
Vis mere

»Når noget er i vores luftrum eller vores allieredes luftrum, så er det jo en sikkerhedsrisiko. Sådan er det også her, da vi ganske enkelt ikke ved, hvad det er for nogle fænomener, som der er tale om,« siger Marrup.

Det amerikanske forsvarsministerium Pentagon offentliggjorde i juni måned en rapport, hvor det gøres klart, at man i USA har observeret ikke under 143 såkaldte »Unidentified Aerial Phenomena« - forkortet UAPs. På dansk altså ufoer.

Der er i flere tilfælde tale om flyvende faste objekter. Objekter, som er observeret på flere overvågningssystemer, som for eksempel radarer, på samme tid og som bevæger sig på en måde, som vi ikke selv kan genskabe med vores egen teknologi.

Karsten Marrup har læst Pentagons rapport og set videoer af flere objekter, som Pentagon har bekræftet ægtheden af.

Et still-billede fra et amerikansk jagerflys videooptagelse af et af de uidentificerede flyvende objekter, som USA nu anerkender at man observerer og tager alvorligt som en mulig sikkerhedsrisiko.
Et still-billede fra et amerikansk jagerflys videooptagelse af et af de uidentificerede flyvende objekter, som USA nu anerkender at man observerer og tager alvorligt som en mulig sikkerhedsrisiko. Foto: HANDOUT
Vis mere

»Mange af hændelser, som man har observeret, har man set på flere radarsystemer samtidigt. Det betyder, at der er noget, der flyver,« siger Karsten Marrup og fortsætter:

»Et enkelt elektronisk system kan vise noget forkert. Men flere systemer kan ikke uafhængigt af hinanden vise det samme og så er det bare en teknisk fejl. Derfor kan vi dokumentere, at der flyver noget,« siger Marrup.

Han har også set de amerikanske jagerflys videooptagelser. Hvor mange lægmænd ser sorthvide grynede billeder, så er den slags optagelser noget, som Karsten marrup har set på et hav af gange.

Og han er ikke i tvivl om, at videoerne viser ægte optagelser af faste objekter, der flyver på en måde, som vi ikke selv kan gøre efter.

Forsvarsminister Trine Bramsen forklarer, at UFOer kan udgøre en sikkerhedsrisiko. I hvert fald teoretisk set.
Forsvarsminister Trine Bramsen forklarer, at UFOer kan udgøre en sikkerhedsrisiko. I hvert fald teoretisk set. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Men han aner ikke hvad fænomenerne er for noget.

»Jamen, vi ved ikke hvad det er. Jeg ved det ikke. Jeg kan ikke en gang sige hvad jeg går og tror det er, fordi alle forklaringerne lyder usandsynlige i sig selv,« siger Karsten Marrup.

Teorierne om hvad det er som især amerikanerne har observeret, er mange. Herunder at det er rumvæsner, tidsrejsende, naturfænomener eller russiske eller kinesiske superdroner.

Karsten Marrup tror ikke på, at det er hverken russisk eller kinesisk teknologi.

»Så skulle de være lysår foran os i vesten på det teknologiske område. Og have været det længe uden vi havde opdaget det. Det virker simpelthen ikke sandsynligt,« siger han.