Det er alt for stor en lønstigning, som de kommunalt ansatte er stillet i udsigt.

Det mener Dansk Arbejdsgiverforening, efter at BT mandag kan fortælle fra en centralt placeret kilde ved overenskomstforhandlingerne, at kommunerne er klar til at give en lønstigning på 7,9 procent til de kommunalt ansatte.

»Vi ved naturligvis ikke, hvad der er på bordet i forligsinstitutionen. Men det er klart, at det vækker stor bekymring hos os, når vi hører rygter om lønstigninger, som ligger markant over det aftalte i de private overenskomster,« siger viceadministrerende direktør, Pernille Knudsen, til BT i en skriftlig kommentar.

De offentligt ansatte har med udgangspunkt i Økonomi- og Indenrigsministeriets prognoser for lønudviklingen på det private arbejdsmarked forlangt lønstigninger på 8,2 procent. Men det er langt mere, end de ansatte på det private arbejdsmarked får, lyder det fra DA.

»Det er naturligvis helt uholdbart, hvis det offentlige sætter niveauet for lønudviklingen i Danmark - det må og skal være den private sektor,« lyder det fra Pernille Knudsen.

Tirsdag møder staten, regionerne og kommunerne op i forligsinstitutionen i et sidste forsøg på at nå en aftale.

Hvis parterne ikke når til enighed, udbryder der strejke den 22. april og lockout den 28. April.

Forligsmand Mette Christensen kan dog en sidste gang udskyde konflikten med 14 dage. Det har LO-forbundene opfordret hende til at gøre.