Solen skinner over den konservative partiformand, Søren Pape Poulsen, mens der er sorte skyer hen over Venstres leder, Jakob Ellemann-Jensen.

I en ny meningsmåling, som YouGov har lavet for B.T., svarer 70 procent af danskerne nemlig, at de vil have Søren Pape som statsminister, hvis de skulle vælge mellem ham og Jakob Ellemann-Jensen.

Omvendt svarer kun 30 procent, at de foretrækker Jakob Ellemann-Jensen som statsminister.

Spørgsmålet er så bare, om Søren Pape Poulsen vil gå efter at blive statsminister eller ej.

Langt flere danskere foretrækker K-formanden Søren Pape Poulsen (tv.) som statsminister end V-formand Jakob Ellemann-Jensen, viser ny meningsmåling.
Langt flere danskere foretrækker K-formanden Søren Pape Poulsen (tv.) som statsminister end V-formand Jakob Ellemann-Jensen, viser ny meningsmåling. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

K-formanden har i lang tid tøvet med at give et klart svar, når han er blevet spurgt om sine statsministerdrømme.

I blå blok savner Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, at få et klart svar fra Søren Pape Poulsen.

»Hvis Søren Pape Poulsen gerne vil være statsministerkandidat, så synes jeg, at det er en god idé at få sagt det noget tid før valgdagen, så vælgerne ved det, og så vi andre partier kan tage bestik af det,« siger Morten Messerschmidt til DR onsdag.

Dermed er han enig med Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, der siden januar har savnet en klokkeklar udmelding fra K-formanden.

»Jeg har den opfattelse, at Søren Pape er statsministerkandidat. Han fedtspiller bare lidt endnu,« sagde Vanopslagh 31. januar til Jyllands-Posten.

B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen mener også, at Søren Pape snart må melde ud.

»Det er en fantastisk måling for Søren Pape Poulsen, og noget møg for Jakob Ellemann-Jensen. Men han må snart springe ud af skabet og fortælle, om han er statsministerkandidat eller ej,« siger han og tilføjer:

»Det kan være, han har tøvet med det, fordi rød blok jo i lang tid har ligget til at vinde valget, og så vil han ikke stå med skylden ved valgnederlag til de blå partier. Men nu ser det mere tæt ud, og i flere målinger fører blå blok

Selv i udlandet er de begyndt at spørge, om Søren Pape har ambitioner om at indtage Danmarks øverste embede.

I programmet 'Dagsrevyen' på den norske tv-kanal NRK blev Søren Pape Poulsen i juni spurgt, om han er mulig dansk statsministerkandidat.

»Jeg må jo gå og tænke over, om jeg skal byde mig til som mulig statsministerkandidat. Det har jeg ikke overvejet færdig endnu,« sagde Søren Pape Poulsen til NRK.

B.T. har onsdag forsøgt at få svar fra Søren Pape Poulsen, men han er ikke vendt tilbage. Ligeledes prøver vi at få ord fra Jakob Ellemann-Jensen om den for ham så skrækkelige måling.