»Det er bekymrende for Mette Frederiksen. Socialdemokratiet kan få et svært valg.«

Det er meldingen fra B.T.s politiske kommentator, Joachim B. Olsen, efter en ny meningsmåling, Kantar Gallup har lavet for Berlingske, viser, at blå blok står til at vinde det kommende valg.

Målingen viser, at blå blok står til 48,8 procent af vælgerne, mens rød blok står til 46,6 procent.

Og det er uden Lars Løkke Rasmussens parti Moderaterne er talt med, da partiet hverken stiller op for rød eller blå fløj.

Med 4,1 procent af stemmerne kan Løkke ifølge målingen blive tungen på vægtskålen for begge blokke, når det kommer til spørgsmålet om at nå de magiske 90 mandater, som en statsminister skal have bag sig efter valget.

Men når man ser bort fra Moderaterne, så fører blå blok altså med 2,2 procent over rød blok i meningsmålingen.

Og det mener Joachim B. Olsen er ret så interessant.

»Skal opinionspartiet have en mulighed for at vinde et valg, så er tommelfingerreglen, at det helst skal føre med mindst to procent i meningsmålingerne inden valget,« siger han og tilføjer:

Joachim B. Olsen er B.T.s politiske kommentator.
Joachim B. Olsen er B.T.s politiske kommentator. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

»Det er, fordi den siddende regering ofte har fordele i selve valgkampen, hvor den siddende statsminister får ret meget omtale. Så den her føring til blå blok er bekymrende for Mette Frederiksen.«

I målingen står Socialdemokratiet til at få 23,5 procent af stemmerne, mens de ved valget i 2019 fik 25,9 procent.

Meningsmålingens helt store tabere er dog Dansk Folkeparti.

Morten Messerschmidt og hans parti står til helt at ryge ud med kun 1,8 procent af stemmerne.