Nu bliver Venstre-nestor og tidligere forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen, trukket ind i den betændte sag om Forsvarets Efterretningstjeneste.

Claus Hjort Frederiksen (V) oplyser selv, at han er sigtet efter straffelovens paragraf 109 for overtrædelse af grænserne for sin ytringsfrihed om statshemmeligheder.

Paragraf 109 omhandler tavshedspligten for statshemmeligheder, og strafferammen går helt op til 12 års fængsel. Den bliver mere uformelt kaldt 'landsforræder-paragraffen'.

Sigtelsen har relation til den nuværende lækageskandale i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), hvor tidligere FE-chef Lars Findsen er varetægtsfængslet.

Det oplyser Claus Hjort Frederiksen i en skriftlig kommentar via Venstres pressetjeneste.

»Jeg kan bekræfte, jeg er sigtet efter straffelovens paragraf 109 for at have overtrådt grænserne for min ytringsfrihed,« siger Claus Hjort i en skriftlig kommentar.

Den tidligere forsvarsminister har af flere eksperter været kritiseret for at udtale sig meget åbenmundet i TV 2-programmet 'Lippert' fra 15. december 2021. Her udtalte Claus Hjort sig om det hemmelige efterretningssamarbejde mellem FE og den amerikanske efterretningstjeneste NSA.

Oplysninger, som ellers er strengt fortrolige.

»Jeg har ytret mig som folketingsmedlem om en politisk sag, og jeg har ikke yderligere at tilføje for nuværende. Men jeg kunne aldrig drømme om at foretage mig noget, som kunne gøre skade på Danmark eller Danmarks interesser,« udtaler Claus Hjort.

Det er uvist, om den tidligere FE-chef Lars Findsen også er sigtet for at lække oplysninger om samarbejdet med amerikanske efterretningstjeneste.

Flere chefredaktører, forsvarseksperter og debattører har kaldt FE-sagen, som nu også indbefatter Claus Hjort, for den største forsvarsskandale i danmarkshistorien.

Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, siger om sigtelsen mod Claus Hjort Frederiksen:

»Claus har haft en lang og flot karriere som folkevalgt og som minister. Jeg holder meget af ham som menneske og kollega, og jeg kender ham godt.«

»Derfor ved jeg, at han er optaget af at tjene Danmark og aldrig ville forsøge at skade danske interesser. Det er stik imod hans karakter, og derfor er jeg også overrasket over sigtelsen mod ham,« siger Løhde.

74-årige Claus Hjort meldte for en uge siden, at han ikke genopstiller til Folketinget på grund af hans kones tilstand.

'Min kone Christina er alvorligt syg, og det vil kræve mere og mere af mig i de kommende år. Og så fylder jeg jo 75 år næste gang,' skrev han på Facebook.