Demonstrationer foran butikker, kæmpe annoncebannere i storbyer, landsdækkende reklamekampagner og meget skarp kritik.

Rema 1000 har ad flere omgange været under hårdt angreb fra Anima for at sælge for mange turbokyllinger. Nu kommer Rema 1000 så med en storstilet plan for at udfase netop det.

Rema 1000 oplyser, at kæden i samarbejde med Dyrenes Beskyttelse har opsat en plan for bedre dyrevelfærd i kædens kød-kølere.

Den indebærer blandt andet, at salget af fersk kylling af racen Ross 308 – også kaldet turbokylling – vil være helt udfaset inden udgangen af 2022 eller senest i 2023.

På samme måde vil andre varer med turbokylling på frost eller i forarbejdet form blive udfaset de kommende år.

Spørgsmålet er så, om det er udtryk for, at Rema 1000 er knækket sammen under Animas pres?

»Nej, det er det ikke udtryk for. Så havde vi knækket for længe siden. Og vi har heller ikke oplevet noget stort pres. Vi har oplevet kritik. Nu har så fundet en ambitiøs partner i Dyrenes Beskyttelse, som er mere ambitiøs end Anima,« siger Jonas Schrøder, kommunikationschef for Rema 1000:

»Vi har hele tiden sagt, at vi har arbejdet på en plan for at udfase Ross 308-kylling. Nu gør vi det med en seriøs partner og kommer med en indsats, som er den mest ambitiøse, jeg har set på det danske dagligvaremarked.«

Ud over udfasning af turbokylling har Rema 1000 også sat som mål, at 25 procent af alt salg af fersk svin og kylling inden for to til tre år skal være frilandskød.

Et markant løft i forhold til i dag.

Men det er også umiddelbart et tiltag, der betyder, at kunder hos Rema 1000 måske skal vænne sig til, at kødet har et lidt højere prisniveau end hidtil.

Klassisk er det nemlig sådan, at højere dyrevelfærd er lig med dyrere produktionsform og dermed også en højere pris i supermarkedet.

»Det kommer måske til at koste lidt mere, men vi mener, at når vi får så stor en volumen, som 25 procent af salget er, så vil det ikke være så voldsomme priser for kunderne. Og vi kommer jo også til at have både svin og kylling, som ikke er friland,« siger Jonas Schrøder:

»Der kan være mange løsninger. Det kan være noget med at putte lidt mindre i pakken til samme pris. Friland smager af mere, mætter mere, og så ser vi generelt en bevægelse, hvor kunderne spiser mindre kød og putter mere grønt på tallerkenen.«

I en pressemeddelelse bliver Rema 1000s tiltag rost til skyerne af Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Hun mener, at aftalen »viser vejen frem på det danske detailmarked«, og erklærer sig »rigtig glad« for Rema 1000s ambitionsniveau.

»Det er en meget stor og god nyhed for alle de mange landbrugsdyr, som i kraft af aftalen vil få et liv med adgang til det fri, mere plads og mulighed for at udleve deres naturlige adfærd. Aftalen med Rema 1000 er et resultat af en lang og grundig dialog, hvor der både er sat ambitiøse målsætninger på kort og lang sigt,« lyder det fra Britta Riis:

»Det er mål, der flytter såvel sortiment som markedsføring af varer med høj dyrevelfærd meget hurtigt, så danske forbrugere får nem adgang til at vælge god dyrevelfærd i de daglige indkøb.«

Også Anima roser Rema 1000.

»I dag må vi indrømme, at Rema 1000 har taget fusen på Anima. I den forbindelse vil vi gerne være blandt de første til at tage hatten af og sende en stor applaus i Rema 1000s retning,« skriver Thorbjørn Schiønning, kommunikationschef i Anima i en kommentar:

»Selvom der er nogle ting omkring kyllingers pladsforhold, vi stadig gerne vil drøfte med Rema 1000, så må i dag være en dag, hvor vi roser virksomheden for at have taget en vigtig beslutning for mange millioner kyllinger.«