Cecilie Liv Hansen afviser at starte nyt parti med Jacob Harris
Ifølge hende er der ingen plan om at stifte et nyt parti, som Jacob Harris har sagt i en podcast.

Ifølge hende er der ingen plan om at stifte et nyt parti, som Jacob Harris har sagt i en podcast.

Løsgænger Cecilie Liv Hansen afviser, at hun har aktuelle planer om at stifte et nyt parti sammen med løsgænger Jacob Harris.
Det oplyser hun i en sms til tvSyd.
Meldingen kommer, efter at Jacob Harris i podcasten Platform fortalte, at de to på længere sigt har planer om at stifte et parti sammen.
»Der er ingen aktuelle planer om at stifte et parti, og derfor er det forkert at fremstille det sådan. Hvad fremtiden bringer, kan ingen vide, men lige nu er mit fulde fokus på mit arbejde i Folketinget, særligt i Miljø- og Fødevareudvalget, hvor jeg er optaget af at skabe konkrete politiske resultater,« skriver Cecilie Liv Hansen til tvSyd.
Hun bekræfter dog, at de har indledt et kontorfællesskab, da hun og Jacob Harris ifølge hende »deler et politisk værdifællesskab omkring ønsket om at skabe mere personlig frihed«.
Hun tilføjer, at det er gunstigt at arbejde flere sammen, da Folketingets arbejdsform favoriserer grupper og partier, når det gælder det parlamentariske arbejde.
Udtalelsen strider imod Harris udlægning, der fortalte, at de på sigt nok kommer til at starte et parti.
»Planen er, at mig og Cecilie Liv er løsgængere sammen, og vi har indgået et kontor- og arbejdsfællesskab og kommer til at arbejde som et parti, og på sigt kommer vi nok også til at lave et parti,« siger han i podcasten.
Læs mere om det HER.