Løsgænger åbner døren: Vil på sigt starte nyt parti
Jacob Harris vil ikke sætte navn på det parti, der angiveligt vil opstå.

Jacob Harris vil ikke sætte navn på det parti, der angiveligt vil opstå.

Kort tid efter at have opnået valg til Folketinget blev Jacob Harris i marts ekskluderet af Borgernes Parti.
Nu siger han, at der kan være et nyt parti på vej.
Det siger han i podcasten Platformen.
Her lyder det, at han efter sin eksklusion fra partiet har startet et arbejds- og kontorfællesskab med et andet ekskluderet folketingsmedlem. Men hun kommer ikke fra Harris' tidligere parti.
»Planen er, at mig og Cecilie Liv er løsgængere sammen, og vi har indgået et kontor- og arbejdsfællesskab og kommer til at arbejde som et parti, og på sigt kommer vi nok også til at lave et parti,« siger han.
Cecilie Liv Hansen blev i marts valgt ind for Liberal Alliance. Men efter afsløringen om, at hendes sambo var tiltalt for besiddelse af narkotika, blev hun smidt ud af partiet.

I podcasten vil han dog ikke fortælle, hvad det nye parti kommer til at hedde. Han siger heller ikke, hvornår det nye parti vil opstå.
Fra Jacob Harris lyder det også, at han og Cecilie Liv Hansen ikke kender hinanden så godt endnu, men at de er enige om visse lovgivninger.
Det tidligere medlem af Borgernes Parti blev ekskluderet efter en række beskyldninger om pengemisbrug i en virksomhed.
Fra Borgernes Parti lød begrundelsen, at han efter partiets opfattelse havde forbrudt sig mod den tro- og loveerklæring, han havde underskrevet.
Senere valgte også Nadja Natalie Isaksen og Emilie Schytte at melde sig ud af Borgernes Parti. De er begge løsgængere, men Harris nævner dem ikke, som en del af det nye arbejdsfællesskab.
Rettelse: B.T. har efter artiklens udgivelse ændret formuleringen, 'at Jacob Harris blev ekskluderet efter en række afsløringer om pengemisbrug.' Dette er blevet præciseret til 'en række beskyldninger om pengemisbrug'.