'Hvorfor sender du en emoji med en fuckfinger?'

Onsdag morgen stod Mette Reissmann (S) op til en mærkværdig besked på Messenger fra en af sine følgere.

'Hvad mener du?' lød svaret tilbage fra Mette Reismann, inden realiteten gik op for hende.

Hendes Facebook-side med mere end 10.000 følgere var blevet hacket.

På sin egen offentlige Facebook-sides Messenger kunne hun se, at fuckfinger-emojien var blevet sendt til flere andre, uden hun havde kendskab til det.

»Jeg har ikke selv gjort det, og hvad tænker mine følgere ikke, hvis de pludselig modtager en fuckfinger fra mig?« spørger Mette Reissmann retorisk.

Hackerangrebet på hendes Facebook-side blev imidlertid hurtigt opdaget af Facebook selv fredag morgen. Desværre har det bare medført, at de har lukket Mette Reissmanns Facebook-side ned.

»Det er et kæmpe problem, når man står midt i en valgkamp. Jeg har forsøgt at skrive til Facebook, og de svarer, at de godt kan se, at siden er der, men skal have et team til at kigge nærmere på den. De må ikke bare åbne den,« fortæller Mette Reissmann.

Her kan du se, hvordan Mette Reissmann pludselig sendte to fuckfinger-emojis tirsdag aften til en følger. Det har vist sig, at hun er blevet hacket.
Her kan du se, hvordan Mette Reissmann pludselig sendte to fuckfinger-emojis tirsdag aften til en følger. Det har vist sig, at hun er blevet hacket.
Vis mere

Derfor forsøger hun nu at finde ud af, hvad hun kan gøre. Hendes Facebook-side har nemlig været et vigtigt redskab i valgkampen forud for kommunalvalget tirsdag.

»Jeg har mere end 10.000 følgere, så det er et kæmpe problem. Jeg har været i en desperat sindstilstand og har tilbragt alle mine vågne timer ude på gader og stræder for at vise min synlighed, efter min side blev lukket ned,« siger hun.

Mette Reissmann tilføjer, at hun selv bruger siden som platform i de sidste dage op mod valget til også at være i dialog med forskellige folk.

»De sidste døgn op mod valgdagen er det vigtigt at få fat i tvivlerne, hvor kampen om stemmerne er. Så jeg er bange for, at det kan få en negativ indflydelse på min valgkamp.«