Donald Trump vil være præsident. Igen. Og denne gang mener han det alvorligt.
»Jeg joker ikke,« sagde han i et interview søndag, da snakken faldt på hans tanker om en tredje periode i Det Hvide Hus.
Og med Trump – ja, der skal man aldrig sige aldrig, understreger B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær, selvom USAs forfatning gør det klart, at en præsident maksimalt må sidde i to perioder.
»Mange troede, Trump end ikke ville blive præsidentkandidat. Nu er der gået næsten 10 år fra han første gang stillede op, og han er nu i gang med sin anden periode.«
Hør ham sige det her:
»Så uanset hvor usandsynligt det lyder, har jeg lært, at man ikke skal afskrive Trump på forhånd,« siger Jeppe Elkjær.
Og Donald Trump selv rider på en bølge af selvtillid.
»Det kan være, at folk taler om tariffer, aktiekurser og ’signalgate’, men det lader ikke til at gå Trump på. Han føler, det går godt, og hans parti sidder med alle kortene på hånden,« siger B.T.s udlandsredaktør.
Ifølge Jeppe Elkjær, mener Trumps MAGA-bevægelse, som indbefatter hans største støtter, da også, at de har fundet den helt perfekte præsident og fremtidige kandidat.
»Så det er den idé, han er begyndt at hoppe med på,« vurderer Jeppe Elkjær.
Selvom forfatningen ellers begrænser en præsident til to perioder, så kan Donald Trump forsøge sig med flere smuthuller:
»Det mest åbenlyse ville være en forfatningsændring, men det er højst tvivlsomt, om det kan lade sig gøre,« forklarer Jeppe Elkjær.
Det vil kræve to tredjedeles flertal i både Senatet og Repræsentanternes Hus – og derefter godkendelse fra tre fjerdedele af delstaterne. Med andre ord: næsten umuligt.

Men der er en anden mulighed. En, der »vækker mindelser om Putin«.
»Hvis Trump stiller op som vicepræsidentkandidat sammen med J.D. Vance, og han så bevidst trækker sig som præsident, så overtager Trump og bliver øjeblikkeligt præsident.«
»Det er ikke ulig det, Putin gjorde. Han indsatte Dmitrij Medvedev som præsident og blev selv premierminister. Siden blev Putin så præsident igen og fik lavet forfatningen om, så han kan stille op to gange mere.«
Men den plan kræver blind loyalitet fra den nuværende vicepræsident J.D. Vance, som tidligere har været anti-Trump.
»Magtfulde mennesker har oftest magt, fordi de stræber efter magten. Hvis J.D. Vance pludselig er præsident og har adgang til alle knapperne i Det Hvide Hus, så vil det være fantastisk for ham – og så vil han måske ikke lige afgive magten.«
Der er også dén mulighed, ingen rigtig tør tale om – men som alligevel bliver nævnt.
»Han kan forsøge sig med et decideret militærkup – men der når vi nok ikke. USA er trods alt et demokratisk land,« siger Jeppe Elkjær.
Men med Trump ved man aldrig:
»Som sagt, skal man aldrig sige aldrig med Trump – uanset hvor usandsynligt det lyder.«
Du kan følge udviklingen i amerikanske politik og på den storpolitiske scene i vores liveblog lige HER.
