Der er fortsat en meget stor sundhedsrisiko ved at have minkavl i Danmark.

Det fremgår af en ny risikovurdering fra Statens Serum Institut, erfarer B.T. på baggrund af kilder med kendskab til vurderingens konklusioner.

Dermed fastholder SSI deres konklusion fra en tidligere vurdering fra juni i år.

I den står der blandt andet, at en 'genindførelse af en minkpopulation i Danmark vil kunne etablere et zoonotisk reservoir med fremtidig risiko for smitte med SARS-CoV-2 mellem mennesker og mink, så længe der er modtagelighed i befolkningen'.

I den nye vurdering understreger SSI desuden, at minkavlen udgør en sundhedsrisiko 'af ukendt størrelse' for mennesker i Danmark.

Kilder forklarer til B.T., at SSI især ser mod den forventede smittestigning til vinter med bekymring, og at der stadig kan opstå mutationer eller nye varianter, der kan udfordre vaccinernes effektivitet.

Derfor vil man, som en kilde formulerer det, gerne undgå »for mange ubekendte«, og det rammer altså minkerhvervet.

Ifølge B.T.s kilder formoder man, at det nuværende forbud mod minkavl, der stod til at udløbe ved årsskiftet, i første omgang kan forlænges i op til et år.

Klokken 15 i eftermiddag mødes medlemmer af Folketingets fødevareudvalg med fødevareminister Rasmus Prehn til en mundtlig gennemgang af SSI's nye risikovurdering.
Klokken 15 i eftermiddag mødes medlemmer af Folketingets fødevareudvalg med fødevareminister Rasmus Prehn til en mundtlig gennemgang af SSI's nye risikovurdering. Foto: Emil Helms
Vis mere

SSI kommer dog ikke med en konkret anbefaling til Folketingets partier, der klokken 15 i dag skal mødes til drøftelser om netop forbuddet med fødevareminister Rasmus Prehn (S).

En forlængelse eller ophævelse af forbuddet er i sidste ende en politisk beslutning, men det er ifølge B.T.s kilder usikkert, om den træffes i dag.

Både Enhedslisten og SF har tidligere meldt ud, at de gerne ser forbuddet forlænget – førstnævnte ser gerne et permanent forbud gennemført.

Samtlige borgerlige partier har dog ikke holdt sig tilbage i deres sønderlemmende kritik af forbuddet og de nye risikovurderinger.

»At man siger, at der er en risiko af ukendt størrelse, det kan vi jo ikke bruge til noget som helst. Det kan både være ingenting og en hel masse. Det er sørgeligt og amatøragtigt for at sige det rent ud,« siger den konservative fødevareordfører, Per Larsen, til Ritzau tirsdag morgen.

Forbuddet mod minkavl blev indført midlertidigt i december sidste år. Det skete, efter at regeringen havde meldt ud, at alle mink skulle slås ned for at bekæmpe mulige mutationer.