B.T. erfarer at Nye Borgerlige indkalder til ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde tirsdag klokken 16.00.

Her vil partiet drøfte processen for det videre forløb i forbindelse med valg af ny formand.

Det oplyser Nye Borgerliges sekretariatschef, Lars Eldrup, til B.T.

Han oplyser desuden på sms, at partiet ikke har prøvet at skifte formand før. Der er derfor »brug for at tilrettelægge en god proces,« skriver han.

Pernille Vermund meldte i sidste uge, at han har besluttet sig for at stoppe som partiformand i Nye Borgerlige.
Hun har tidligere sagt, at hun ikke ville sidde i Folketinget mere end en eller to perioder.

Der er især nævnt to mulige kandidater, som nye formandsemner, nemlig Lars Boje Mathiesen og nyvalgte Mikkel Bjørn.

Pernille Vermund selv har indtil nu ikke villet melde ud, hvem hun gerne ser afløse hende på posten.

»Der kan være mange gode bud. Vi er mange tusind medlemmer, og det er sådan, at det er alle medlemmerne af Nye Borgerlige, der kan stille op som formand,« sagde hun i sidste uge.

Blandt danske politiske kommentatorer har der været udbredt enighed om, at Lars Boje Mathiesen er favorit til at overtage efter Vermund. Der er dog indtil videre ingen, der helt officielt har meldt sig som formandskandidat.

Nye Borgerlige fik 3,7 procent af stemmerne ved folketingsvalget i november. Partiet har ellers i sidste valgperiode haft målinger helt oppe på knap ti procent, hvilket har fået de fleste kommentatorer til at betegne valgresultatet som en fiasko.

Under en uge efter valget kunne B.T. desuden afsløre, at der var heftig intern uro i Nye Borgerlige, da Mette Thiessens kæreste havde overfaldet og tidligere truet en af partiets ansatte.

Sagen betød, at Mette Thiessen forlod partiet og folketingsgruppen skrumpede fra seks medlemmer til blot fem.

For to uger siden var partiet dalet til 2,8 procent i en måling fra Voxmeter.

Pernille Vermunds kommende farvel til formandsposten i Nye Borgerlige og hendes exit fra Folketinget efter næste folketingsvalg ser foreløbig ikke ud til at have fået vælgerne til at flygte fra partiet.

Tværtimod stod Nye Borgerlige i mandagens Voxmeter-måling til at få opbakning fra 3,9 procent af vælgerne.

B.T. forsøger at indhente kommentarer fra Nye Borgerliges folketingsmedlemmer.

Opdateres...