»Det er sjældent, man får lov til at mærke glæden af at indgå samme aftale to gange på en uge.«

Sådan lød det i nat fra en kæk borgmester i Odense, der glæder sig over, at den konstitueringsaftale, der blev indgået dagen efter valget, nu står til at holde - selvom Enhedslisten og Venstre i den grad udfordrede den.

Kan I stole på Enhedslisten efter det her?

»Godt spørgsmål. Havde du spurgt mig og de andre søndag eftermiddag, der lignede vi nok mere nogle, der var klar til at starte en ny og kold krig,« siger Peter Rahbæk Juel (S) og uddyber:

»Det har været et højst besynderligt forløb, hvor vi har været hele følelsesregisteret igennem.«

Bare et kvarter før, at borgmesteren søndag skulle præsentere byrådet for skitsen til fordelingen af udvalgsposter og bestyrelsesposter - hvad han selv kalder den sidste del af konstitueringen - smed Enhedslisten bomben og meldte, at de trådte ud af aftalen med borgmesteren og hans støttepartier.

»Tæppet blev revet væk under os,« siger borgmesteren og tilføjer:

»Der er drukket rigtig meget kaffe siden med mange partier og i særdeleshed med Enhedslisten til sidst. Simpelthen for at prøve at se, om vi kunne finde et fælles politisk grundlag, som alle partier kan være i.«

Natten til onsdag kunne borgmesteren så indgå den samme aftale igen, nu uden Enhedslisten som del af konstitueringen.

»Sjældent har status quo været så godt,« siger Peter Rahbæk Juel.

Og status quo er så, at de seks rådmandsposter - inklusiv de to nye for sundhed og klima - forbliver på de hænder, som de blev fordelt til onsdag morgen.

Peter Rahbæk Juel beholder borgmesterposten. Den nye by- og kulturrådmand i byen bliver Konservatives Søren Windell. Susanne Crawley fra Radikale beholder sin rådmandspost for Børn- og Ungeforvaltningen. Christoffer Lilleholt fra Venstre bliver rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, mens Brian Bybro fra SF bliver ny rådmand for Ældre- og Handicapforvaltningen.

De to nye rådmandsposter for klima og sundhed, bliver som allerede udmeldt med De Konservatives Tommy Hummelmose i front for sundhed og Socialdemokratiets Tim Vermund som rådmand for den nye klimaforvaltning.