»Jeg vil ikke på forhånd udelukke nogen ideer.«

Sådan lyder det fra den socialdemokratiske borgmester i Odense, Peter Rahbæk Juel, hvis partikollega har luftet ideen om at lukke nattelivet tidligere i byen.

Som B.T. tidligere har beskrevet, flirter Socialdemokratiet nemlig med at droppe de sene alkoholbevillinger i den fynske hovedstad. Noget som formanden for bevillingsnævnet i Odense, socialdemokratiske Maria Brumvig, har uddybet over for Jyllands-Posten.

»Jeg synes, at det er en interessant idé at afskaffe 05- og 04-bevillingerne, som jeg også havde oppe at vende på det seneste møde i bevillingsnævnet,« siger Maria Brumvig i en artikel i Jyllands-Posten 21. marts.

Maria Brumvig er i øjeblikket på orlov fra byrådet og har derfor ikke kunnet stille op til interview med B.T.

Direkte adspurgt om, hvad borgmesteren siger om sin partikollegas idé, er han dog ikke afvisende.

»Det er dog en drøftelse, som Maria Brumvig skal have i bevillingsnævnet, som hun er formand for,« lyder det.

Ideen er dog ikke faldet i god jord i hverken Venstre eller Socialdemokratiets eget ungdomsparti i Odense, DSU – som B.T. tidligere har beskrevet.

»Jeg synes generelt, at det at indskrænke unge mennesker – som endelig kan komme ud og være lidt unge, som Maria Brumvig og alle andre også har været – er en dårlig idé,« siger formanden for DSU Odense, Emma Talbro, til B.T.

De unge har lige gennemgået to år under corona, hvor diskotekerne har haft lukket. Hvad siger du til dem, der siger, det er en forkert tilgang at snakke forbud nu?

»Nu er der ikke besluttet noget omkring at skulle ændre på lukketiderne, men det er noget, vi vil drøfte med restauratørerne,« siger borgmesteren og tilføjer:

»Jeg ved, at der beværtninger i Odense, som har været glade for de kortere bevillinger, der har været under corona, og man kan godt forestille sig, at der er steder i byen, hvor det kan være en god idé, men først og fremmest vil vi gerne starte med at invitere ind og lytte til, hvordan vi i fællesskab kan forbedre nattelivet.«

Borgmesterforvaltningen vil blandt andet sammen med By- og Kulturforvaltningen i løbet af foråret invitere relevante parter til dialogmøder. Herunder også de unge.