»Parkering ja tak,« råbte de mange demonstranter, der udtrykte deres kritik af parkeringssituationen i hovedstaden i torsdags.
Et hav af mennesker var mødt op på Københavns Rådhus for at demonstrere mod kommunens om- og nedlagte parkeringspladser.
Blandt demonstranterne var også flere politikere – en af dem børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune, Jakob Næsager (K), der for alvor har taget parkering på sin valgdagsorden.
Han går til kommunalvalg den 18. november på at afskaffe alle særskilte parkeringspladser til el- og delebiler, så alle pladser fremover kan bruges af alle.
Til B.T. har han tidligere udtalt, at det kan frigive »langt over tusind pladser«.
Det sker, selvom Konservative var blandt de partier, der stemte for budgetforliget i 2023, som besluttede at fjerne 600 parkeringspladser i Middelalderbyen og omlægge 2.000 beboerlicenspladser til elbilparkering i resten af byen.

Netop Middelalderbyen har siden mærket ændringer, efter at Teknik- og Miljøforvaltningen med borgmester Line Barfod (EL) i spidsen siden 1. januar har fjernet over 525 p-pladser.
Flere steder i Middelalderbyen er parkeringspladser blevet erstattet af borde og bænke – byrumsinventar – noget B.T. tidligere har omtalt og vist billeder af.
Samme billeder fik borgmesteren lov at kommentere på under demonstrationen.
»Der er sat borde og bænke op hulter til bulter, nærmest som en hån mod de bilister, der har betalt for at kunne parkere på pladsen. Det er en provokation,« siger Jakob Næsager og tilføjer:

»Problemet er, at der mangler parkeringspladser, og bilisterne har betalt for at kunne parkere. Så kan man ikke tillade sig at bruge parkeringspladserne til noget andet (hen. byrumsinventar).«
Det har ført til, at Næsager har ændret sin holdning siden budgetforliget - særbehandlingen skal væk, så flere bilejere kan finde en ledig plads.
»Hvis det var en biografejere, der havde biografsæder og solgte flere billetter, end han havde sæder til, så havde han jo havnet i spjældet. Kommunen sælger flere billetter til parkering, end der er pladser. Det burde jo være strafbart,« siger Jakob Næsager.
Tidligere har Line Barfod til B.T. rost byrumsinventaret for at skabe en bedre bymidte.