Sundheds- og Omsorgsborgmester i København, Sisse Marie Welling (SF), har tilbageholdt oplysninger omkring et omfattende byggeri af et diabetescenter i De Gamles By i København.

Sådan lyder anklagerne i hvert fald fra borgergruppen 'Forsvar De Gamles By'.

I den godkendte lokalplan er der nemlig plads til 380 patienter i diabetescentret, men det mener borgergruppen ikke at være blevet oplyst. De har kun fået af vide, at der er plads til 40 patienter. Derfor frygter de nu, at de grønne arealer på området svinder ind, og at der kommer mere trafik og dårligere parkeringsmuligheder i området.

Men nu er borgmesteren ude for at afvise kritikken, som hun ikke mener er sand. Det skriver KøbenhavnLIV.

Hun mener, at sagen er fuldt belyst i de offentlige udvalgsmøder, der har fundet sted siden 2019. Desuden mener hun, at der er stor forskel på, hvor mange patienter diabetescenteret er godkendt til, og hvor mange brugere der egentlig skal benytte det ad gangen.

Men den køber borgergruppen ikke. De mener, at hvis der bare kommer halvt så mange patienter, som diabetescenteret nu er godkendt til, vil det stadig være meget mere end de 40 personer, som de har fået oplyst.

Netop den del af kritikken svarer Sisse Marie Welling dog ikke på i artiklen fra KøbenhavnLIV. Hun sætter i stedet fokus på, hvorfor projektet er vigtigt.

»Vi må ikke glemme det vigtigste i debatten om Center for Diabetes – vi skal hjælpe udsatte københavnere, som har brug for behandling. Mange københavnere dør for tidligt på grund af kronisk sygdom. Det er nogle af dem, vi skal hjælpe i Center for Diabetes. Og der er behov for større rammer til den opgave. Det er derfor, vi bygger et nyt center. Jeg kan godt forstå, at naboerne er optaget af deres lokale miljø. Men jeg synes, de også skal huske på, hvorfor vi gør det her,« siger Sisse Marie Welling.

B.T. har ligeledes forsøgt at få et interview med Sisse Marie Welling, men det har ikke været muligt.