Der er alligevel ikke opbakning til Egedals borgmester, Karsten Søndergaard (V), som det ellers blev meldt ud efter tirsdagens kommunalvalg.

En ny konstituering gør i stedet Vicky Holst Rasmussen (S) til borgmester fra årsskiftet. Det skriver TV 2.

Bag aftalen står Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF, De Konservative og lokallisten Ny Egedal.

- Der var et bredt ønske om en bredere konstituering end den, der forelå på valgnatten, siger den kommende borgmester til TV 2.

Borgmester Karsten Søndergaard bliver alligevel ikke borgmester. (Foto: Scanpix)
Borgmester Karsten Søndergaard bliver alligevel ikke borgmester. (Foto: Scanpix) Foto: Emil Helms
Vis mere

Venstre har haft magten i kommunen, der ligger i Nordsjælland, siden 2010. Men nu ser magten altså ud til at skifte fra det nye år.

Karsten Søndergaard bekræfter over for TV 2, at han har hørt forlydender om, at en ny konstituering er på plads. Han kender dog ikke detaljerne.

Dermed ser det ikke ud til, at den største stemmesluger i kommunen får lov til igen at sætte sig i borgmesterkontoret.

Karsten Søndergaard fra Venstre fik 1504 stemmer til kommunalvalget. Det svarer til cirka seks procent af de stemmer, der blev afgivet.

Den næste på listen var Vicky Holst Ramussen (S). Hun fik 1297 personlige stemmer, mens Ulrik John Nielsen fra Ny Egedal fik 1214 stemmer.

Partier kan løbe fra konstitueringsaftaler, der bliver indgået umiddelbart efter valget, helt frem til det konstituerende møde.

Det skal finde sted mellem 1. og 15. december i valgåret. Konstitueringen er først bindende herefter.

Derfor ses det nogle gange, at det ikke ender med at være den politiker, som har opbakning efter valgnatten, som kan tage borgmesterkæden om halsen.

Venstre og Socialdemokratiet gik begge et mandat tilbage ved tirsdagens valg og har hver fem mandater i Egedals byråd fra næste år.

Der er 21 pladser i byrådet. Lokallisten Ny Egedal har fire pladser. Konservative har tre, mens SF sidder på to af pladserne. Enhedslisten og Radikale har hver en af de sidste to pladser.