Toppen i beskæftigelses- og integrationsborgforvaltningen i Københavns Kommune tager det meget alvorligt, at fagforeninger på vegne af 2000 medarbejdere åbent udtaler grel kritik af deres chef, borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard.
Mens man anerkender medarbejdernes bekymring, ønsker man dog også at se frem af. At starte på en frisk.
»Vi har fuld tillid til vores medarbejdere, og vi håber, at også de to faglige organisationer vil vælge at se fremad, så vi sammen kan komme godt videre.«
Sådan lyder det altså i en fælles udtalelse fra direktør Jeppe Bøgh Andersen og beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V), der reagerer på det åbne brev, Djøf og HK fredag har sendt på vegne af forvaltningens medarbejdere.
Et åbent brev, hvori borgmesteren bliver i hårde vendinger kritiseret.
»Beskæftigelsesborgmesteren fortsætter en dybt problematisk politisk ledelsesstil, der er kendetegnet ved manglende tillid til forvaltningens medarbejdere, store dele af sin egen administrative ledelse og en manglende forståelse for, hvordan man skaber gode rammer for en veldrevet forvaltning,« lyder det i brevet, som Berlingske er i besiddelse af.
Brevet kommer i kølvandet på, at forvaltningens administrerende direktør Line Nørbæk forleden måtte sige farvel.
»Borgmesteren har ønsket sig en anden profil i stillingen som administrerende direktør, og jeg har derfor haft min sidste dag på det smukke rådhus,« skrev hun således i et opslag LinkedIn, hvori hun også sendte roser afsted til forvaltningens »dygtige medarbejdere«.
Medarbejdere, der i den grad er utilfredse med direktørens afsked.
I det åbne brev beskrives Line Nørbæk således som »en dybt respekteret og meget afholdt administrerende direktør«.
Og det er altså afskeden med hende, der antændte oprøret blandt medarbejderne.
Direktør Jeppe Bøgh Andersen og beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard nævner i den fælles skriftlige udtalelse, at de ikke kan gå ind i en personalesag offentligt.
Noget, de beder af forståelse for.
»Vi anerkender, at nogle medarbejdere er bekymrede over situationen og den indledte fratrædelsesproces,« lyder det dog.
Begge understreger de vigtigheden af et godt og tillidsfuldt samarbejde medarbejdere og ledelse imellem.
Derfor vil de – med egne ord – også »gøre alt for at medarbejderne har gode rammer og oplever, at forvaltningen er en god arbejdsplads«.
Og det vil de altså arbejde på. Fra nu af.
»I 2022 er vi startet på en ny periode, og det er samtidig chancen for at starte på en frisk og styrke samarbejdet i organisationen, hvor vores dygtige medarbejdere dagligt yder en god og engageret indsats for at hjælpe Københavns borgere og virksomheder.«
På baggrund af det åbne brev fra Djøf og DK vil man nu indlede dialoger med medarbejderne. Og så håber direktøren og borgmesteren, at alle nu vil se fremad.
»(...) så vi sammen kan komme godt videre.«


