Nu skal udenrigsminister Jeppe Kofod og forsvarsminister Trine Bramsen grilles i et samråd i Folketinget.

Seks partier kalder de to ministre i samråd, så de under ministeransvar skal forklare sig om den kaotiske evakuering fra Afghanistan.

»Evakueringen ud af Kabul er afsluttet, og nu skal vi have hele forløbet og ministrenes rolle belyst,« kræver Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen.

Han har sammen med Enhedslisten, Radikale Venstre, SF, De Konservative og Liberal Alliance kaldt ministrene i samråd.

Det sker, efter det sidste fly i den danske operation er lettet fra Kabul. Indsatsen begyndte 15. august, da Taliban-krigere erobrede byen.

Der er dog omkring 40 personer fra den såkaldte 'danskerliste' tilbage i Afghanistan. Det er personer, der enten har dansk statsborgerskab eller opholdstilladelse i Danmark.

Partierne har torsdag eftermiddag fået en fortrolig orientering om evakueringsindsatsten af Jeppe Kofod og Trine Bramsen.

Men orienteringen har tilsyneladende ikke givet partierne de svar, de ønskede, siden de nu kalder dem i samråd.

Kofod og Bramsen er i forløbet blevet hårdt kritiseret for at handle for sent og for langsomt.

Senest kunne B.T. torsdag afsløre, at Jeppe Kofod stod uden en evakueringsplan for lokalansatte, blot fire dage inden Taliban-krigerne indtog Kabul.

Der manglede en plan for evakuering af de omkring 400 afghanske lokale, heriblandt ambassadeansatte, tolke og deres familier.

For Jeppe Kofods embedsmænd måtte først bede Forsvarskommandoen om at udarbejde planen, efter Kofod 11. august om aftenen havde landet en politisk aftale om evakuering af de lokalansatte.

Taliban-krigere patruljerer gaderne ved lufthavnen i Kabul 16. august.
Taliban-krigere patruljerer gaderne ved lufthavnen i Kabul 16. august. Foto: STRINGER
Vis mere

Udenrigsministeriet sendte derfor først 11. august en opgave til Forsvarskommandoen, der lød: 'HASTER: Opgaveanmodning vedr. beredskabsplan for evt. evakuering af lokalansatte afghanere.'

Jeppe Kofod kritiseres for at have sat de ansattes liv i fare, fordi han først 9. august afbrød ferien og indledte forhandlingerne om en aftale.

Ved du noget om sagen? Tip B.T. på bt.dk/graver

»Jeg kan kun ryste på hovedet over, at vi ikke gik i gang noget tidligere. Vi kunne være gået i gang i juni og juli, og så venter vi til august,« udtalte SFs udenrigsordfører, Karsten Hønge, til B.T. og såede tvivl om partiets tillid til Jeppe Kofod:

»Sagen skal kulegraves, og derefter vil vi tage stilling til, om vi har tillid til udenrigsministeren.«