Min mobiltelefon ringede sidst på eftermiddagen 18. marts 2003.
Det var statsminister Anders Fogh Rasmussens (V) særlige rådgiver, Michael Kristiansen.
»Vil du have et kvarter med statsministeren?«
»Jo tak.«
Da jeg gik ind, gik en anden journalist ud, og da jeg gik ud et kvarter senere, gik en anden ind. Udvalgte journalister havde fået en serie korte solo-interview med statsministeren om, hvorfor Danmark gik i krig i Irak.
Det havde været en vild dag, hvor Anders Fogh Rasmussen var blevet overhældt med rød maling. Det oplevede jeg også helt tæt på, da jeg sammen med andre journalister foran Udenrigspolitisk Nævn ventede på at høre nyt om krigsplanerne.
»Du har blod på hænderne,« råbte aktivisten Lars Grenaa fra Globale Rødder, mens hans hældte rød maling på Fogh, og hans makker gjorde det samme ved udenrigsminister Per Stig Møller (K).
Venstres pressechef kastede sig over den ene aktivist, og jeg fugte efter Anders Fogh, men det fik jeg ikke meget ud af. Han forsvandt ind i Statsministeriet uden et ord.
Om aftenen ville han dog gerne forklare sig, og min artikel næste dag hed:
»Bagefter vil I se, at vi havde ret.«
»Målet er en hurtig, effektiv, kontant militær aktion for at afvæbne Saddam Hussein. Bagefter skal vi bygge et nyt Irak op, med en befolkning, der kan leve i frihed. Og når man om nogle år ser et nyt Irak blomstre op, vil langt de fleste se tilbage og sige: Det var alligevel det rigtige, der blev gjort,« sagde Anders Fogh Rasmussen.
Det er måske svært at forestille sig nu, hvor Anders Fogh rejser rundt i Frankrig og snuser til forskellige rødvine som en anden hyggeonkel.
Men dengang havde han en utroligt stærk karisma og overtalelsevne. Jeg oplevede flere gange at gå til et interview med ham med en plan om, hvad artiklen skulle handle om, men hvor Foghs egen dagsorden kom til at præge det endelige produkt.
Kan du huske slangen Kaa med de hypnotiserende øjne fra Walt Disneys tegnefilm 'Junglebogen'? Sådan havde jeg det lidt på tomandshånd med Fogh. Stille og roligt fik han overbevist mig om vigtigheden af hans argumenter.
Næsten 16 år er gået, og nu kan vi se, at det langtfra gik, som Fogh forudsagde. Rapporten 'Krigsudredningen' fra Københavns Universitet er Venstres light version i forhold til den større Irak-Afghanistan-kommission, som den tidligere SRSF-regering havde nedsat.
Alligevel retter den i sit høflige sprog en lammende kritik af beslutningen om krigsdeltagelsen og grundlaget herfor. Forskerne fastslår bl.a., at Anders Fogh over for offentligheden var åben om den politiske kurs og støtten til USA, men lukket omkring den politiske proces. Ja, det må man sige.