Og hvad skal vi så med det?

Nu kom der en udredning af, hvordan og hvorfor Danmark gik med i krigene i Kosovo, Afghanistan og Irak.

Man skal vel altid kunne lære af historien, og måske er der et nogle erfaringer, man kan bruge i fremtiden.

Men helt ærligt.

Det vigtigste, jeg hørte i debatten ovenpå offentliggørelsen, var interviewet med en far til en falden soldat, der sagde, at det jo intet ændrede ved de pårørendes tab og tabet af danske mænd og kvinder. Han opfattede det, som om undersøgelsen nærmest var noget drilleri mellem de politiske fløje på Christiansborg.

'Nu har vi noget på jer andre, som vi kan bruge politisk'.

Til hvad og for hvad???

Noget andet var, at en gæv soldat, som var i Irak, og som jeg har stor respekt for, efterlyste en mere demokratisk proces.

»Vi skulle alle sammen have været enige om at tage af sted.«

Undskyld mig, du gæve mand, sådan fungerer tingene ikke. Skulle vi have haft en folkeafstemning? Hvad vælger vi politikere til?

Er det i det hele taget så forfærdeligt, at vi følger den alliance, vi er medlemmer af? Er det ikke meningen med et forsikringsselskab? Hvis de dækker os, må vi vel også betale præmien? Deltage når vores fælles værdier er sat på spil? Og har USA ikke altid hjulpet os i fortiden?

Det var, hvad vi tænkte dengang

Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen besøger de danske styrker i Irak i 2004.
Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen besøger de danske styrker i Irak i 2004. Foto: Atef Hassan
Vis mere

Det skulle vi måske have sagt noget klarere, men formålet var sådan set at befri mennesker for nogle tyranner. I Kosovo dræbte naboer hinanden, og alt måtte sættes ind for at undgå flere massakre og folkemord.

Afghanistan og Osama Bin Laden fik sat hele verden i vrede over 11. september og terrorangrebet i USA. Vi var da alle enige i, at de skulle have nogle bank? Skulle USA og vi andre ikke gøre noget? Var det ligegyldigt, om millioner af mennesker blev undertrykt, og kvinder og piger afskåret fra ethvert forsøg på et ligeværdigt liv?

Og Irak? Måske var det nogle andre grunde, end vi alle troede, men skal Saddam Hussein ikke huskes for mord på millioner af mennesker, kurderne for eksempel? Og hvad med Kuwait? Skulle vi bare sidde stille og se på, at han invaderede landet?

Jeg tror, at der dengang var en god forståelse hos os alle for, at vi deltog.

Jeg var i hvert fald FOR.

Om der er behov for bedre orientering og inddragelse af folketingets medlemmer, ved jeg ikke. Var resultatet blevet anderledes?

Det kan vi måske lære noget af i fremtiden. Jeg vil dog lige nævne, at jeg selv som medlem af regeringens koordinationsudvalg blev konsulteret, da vi skulle ind med militær i Kosovo.

Faktisk opstod der en lidt 'pudsig' situation, alvoren til trods, da vi blev forsikret om, at kampvognene ville være malet hvide for at understrege deres fredelige formål. Jeg fik pludselig det mærkelige billede for mig, at de også havde altankasser med pelargonier i.

Nå, tilbage til alvoren. Krig er krig. Og det har vi nok, heldigvis, ikke vænnet os til. Der var hundredevis af danske udsendte, og deres familier lider i dag stadig under eftervirkningerne af de tre krige. Det skulle vi koncentrere os om.

Og så er det helt store spørgsmål selvfølgelig også: Hvad ville vi gøre i dag med tossen Trump som leder af den vestlige verden og Nato? Godt, vi har EU, det er her, vi skal søge vore alliancer fremover.

Men lad os ikke spilde et hav af ressourcer på politiske finurligheder, som skal afdække, hvad der skete engang. Det vil interessere journalister og andre politiske nørder. Men er vi andre for alvor interesserede?

Det næste bliver vel, at vi går tilbage til 1864, hvor general de Meza lukkede for ordrene fra København og forlod Dannevirke.