V-formand opfordrer til forhandlinger om en ny epidemilov, og sundhedsministeren skal i hasteforespørgsel.

En samlet blå blok forsøger nu at lægge yderligere pres på regeringen for at få ændret i det lovforslag til en ny epidemilov, som regeringen har sendt i høring. Det skal ske med en hasteforespørgsel i Folketingssalen.

Regeringens forslag til en epidemilov vil give en række magtbeføjelser til den til enhver tid siddende sundhedsminister. Blandt andet vil ministeren få ret at beslutte, om en sygdom er "samfundskritisk".

- Vi vil have alle de beføjelser og den magt, som er placeret hos sundhedsministeren og hos regeringen, elimineret. Vi vil have mere magt tilbage til folkestyret, siger Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen.

Det er desuden Venstres ambition, at en ny epidemilov skal være vedtaget, så den kan træde i kraft senest 1. januar.

Forespørgselsdebatten er indkaldt af Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Konservative og Venstre. Det vil altså sige alle partierne i blå blok.

I sin landsmødetale opfordrede Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, lørdag statsminister Mette Frederiksen (S) til at indkalde til forhandlinger om en ny epidemilov i næste uge.

- Vi får sat et maksimalt pres på regeringen i forhold til at få speedet op på forhandlingerne. Både i offentligheden og parlamentarisk, siger Martin Geertsen om hasteforespørgslen.

Den nuværende epidemilov blev ændret, da Mette Frederiksen lukkede Danmark ned den 11. marts for at inddæmme smitte med coronavirus.

Dagen efter hastebehandlede Folketinget så en række midlertidige ændringer. De gav sundhedsministeren en række magtbeføjelser.

Venstre var selv med til at stemme for ændringerne.

- En overskrift for mig er, at livet leves forlæns, men forstås baglæns. Vi synes ikke, at regeringen har kvitteret for den tillid, som vi gav dem i marts. Vi er ikke blevet inddraget i noget som helst, de seneste måneder, siger Martin Geertsen.

Socialdemokratiet står da også efterhånden ret isoleret på Christiansborg, når det gælder epidemiloven.

Alle andre partier ønsker, at regeringen og dens ministre fratages en række af de vidtgående beføjelser i loven.

Før sommerferien var støttepartiet De Radikale med til at samle et flertal for at få Magnus Heunicke til at indkalde til forhandlinger i stedet for at vente til loven alligevel skulle evalueres i november.

Men det er ikke fornuftigt at haste en ny lov igennem, mener De Radikales sundhedsordfører, Stinus Lindgreen.

- Der er rigtig meget, der skal rettes i det udkast, der ligger nu. Det er tydeligt for alle. Og så vil jeg hellere, at vi bruger tiden ordentligt proces, så vi kan lave en ordentligt lov, der kan stå de næste 100 år i stedet for at haste noget igennem, siger han.

En hasteforespørgsel minder om en almindelig forespørgsel, men bliver sat til debat i Folketingssalen væsentlig hurtigere end en almindelig forespørgsel. Den kan komme på dagsordenen inden for en uge.

/ritzau/