Venstre har i årtier været det parti i blå blok, som helt naturligt ville indtage Statsministeriet, hvis et folketingsvalg faldt ud til deres side. Men Venstres førsteret til statsministerposten ser ud til at være forsvundet som dug for solen med hele to katastrofale meningsmålinger denne mandag. Det vurderer B.T.s politiske redaktør, Henrik Qvortrup.

»Førstefødselsretten til Statsministeriet er forsvundet mellem hænderne på Jakob Ellemann-Jensen,« siger Qvortrup.

Desuden udtrykker både Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige bekymring for Venstres politiske linje og vil ikke garantere, at Venstre kan få statsministerposten.

Mandag kunne Voxmeter præsentere en meningsmåling, som var den ringeste for Venstre i bureauets 20-årige historie. Venstre kunne kun mønstre 13,0 procents opbakning blandt vælgerne. En katastrofal måling for oppositionens såkaldt samlende parti, som fik 23,4 procent af stemmerne ved valget i 2019.

Samtidig har Søren Pape og De Konservative vind i sejlene og kan snart ligge side om side med Venstre. I mandagens Voxmeter fik De Konservative 10,9 procent af stemmerne, hvor de kun mønstrede 6,6 procent ved valget.

Senere mandag blev det endnu værre for Venstre. YouGovs politiske måling, som er foretaget for B.T., viste, at Venstre stod til bare 9,2 procent af stemmerne. Mindre end ikke bare De Konservative, men også Nye Borgerlige.

YouGov havde De Konservative som oppositionens største parti med opbakning fra 12,9 procent.

Desuden – og måske lige så væsentligt – har Venstres interne slagsmål om og med Inger Støjberg betydet, at partiet har skubbet Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti yderligere fra sig.

To katastrofale meningsmålinger skaber tvivl om, hvorvidt Venstre er oppositionens naturlige arvtager til Statsministeriet, hvis Mette Frederiksen skulle tabe næste valg.
To katastrofale meningsmålinger skaber tvivl om, hvorvidt Venstre er oppositionens naturlige arvtager til Statsministeriet, hvis Mette Frederiksen skulle tabe næste valg. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Vi sagde jo allerede efter valget, at det ikke er sikkert, at vi peger på Venstre til statsministerposten. Vi peger derhen, hvor vi får mest ud af det,« siger Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, og fortsætter:

»Men det er klart, at det har trukket yderligere fra i vores øjne, at Inger Støjberg ikke længere er næstformand i Venstre og spiller en central rolle der,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Hvorfor var hun vigtig for jer, hvis I skulle pege på Venstre?

»Da Inger Støjberg sad i Venstres ledelse, så var hun jo vores garanti for, at Venstre leverede på de områder, som er vigtige for os. Vi er nervøse for, hvor Venstre bevæger sig hen nu,« siger Thulesen Dahl og fortsætter:

»Venstre skal vælge en ny næstformand på søndag. Det ser ud, som om det bliver Stephanie Lose, som jeg synes er meget dygtig, men jeg har aldrig rigtigt hørt hende tale om udlændinge- og værdipolitik. Det bekymrer os,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Hvis blå blok skulle vinde næste valg, og størrelsesforholdene mellem partierne i blå blok forbliver det samme som i mandagens meningsmålinger fra både Voxmeter og YouGov, så ville Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti kunne give statsministerposten til Søren Pape.

Derfor er Nye Borgerliges partiformand, Pernille Vermund, klar i mælet:

»Når Venstre svinger på udlændingeområdet, som de har gjort, og handler, som de har gjort i sagen om Inger Støjberg, så kan de ikke vide sig sikre på statsministerposten,« siger hun og fortsætter:

Pernille Vermund forklarer, at Venstre ikke længere kan vide sig sikker på statsministerposten. Ikke alene på grund af katastrofale meningsmålinger, men også på grund af balladen omkring Inger Støjberg.
Pernille Vermund forklarer, at Venstre ikke længere kan vide sig sikker på statsministerposten. Ikke alene på grund af katastrofale meningsmålinger, men også på grund af balladen omkring Inger Støjberg. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Vi peger på dem, som leverer mest til den politik, som vi ønsker,« siger hun og nævner Nye Borgerliges tre krav til en eventuel blå kommende statsminister.

Nemlig et nyt asylsystem, der sikrer et stop for spontan asyl i Danmark, at udlændinge skal kunne forsørge sig selv, og at kriminelle udlændinge skal ud af Danmark.

Pernille Vermund har været en af de mest trofaste støtter af Inger Støjberg gennem hele forløbet med både Instrukskommissionen og krisen i forbindelse med Støjbergs formandskab.

»Jeg har faktisk haft lidt mere tiltro til Pape end til Jakob-Ellemann. Men det rystede mig, at De Konservative enstemmigt stemmer for en rigsretssag mod Inger. I det mindste, så satte Jakob Ellemann-Jensen Venstres folketingsmedlemmer fri i forbindelse med afstemningen,« siger Vermund.

Kristian Thulesen Dahl er usikker på, hvor Venstre er på vej hen, efter Støjberg er væk som næstformand. Desuden har to katastrofale meningsmålinger for Venstre skabt berettiget tvivl om, hvorvidt Venstre overhovedet skal besidde statsministerposten, hvis det lykkedes at genvinde magten fra Mette Frederiksen.
Kristian Thulesen Dahl er usikker på, hvor Venstre er på vej hen, efter Støjberg er væk som næstformand. Desuden har to katastrofale meningsmålinger for Venstre skabt berettiget tvivl om, hvorvidt Venstre overhovedet skal besidde statsministerposten, hvis det lykkedes at genvinde magten fra Mette Frederiksen. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Ni medlemmer af Venstre – herunder Inger Støjberg selv – stemmer imod en rigsretssag.

Henrik Qvortrup forklarer, at Jakob Ellemann-Jensen har haft et frygteligt år som formand for Venstre.

»Det har været et mareridt. Han er blevet sat skakmat af pandemien, som har givet Mette Frederiksen vind i sejlene. Desuden har han haft konflikterne med Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg. Jeg er faktisk usikker på, om han sidder sikkert i sadlen som formand,« siger Henrik Qvortrup.