En ny vælgermåling giver dunk i hovedet til Venstre, der i forvejen ikke kunne prale af imponerende meningsmålinger.

YouGov og Voxmeter har været på banen med deres målinger. Nu stempler instituttet Gallup ind og siger, at opbakningen til Venstre er historisk lav.

Det skriver Berlingske. Ja, faktisk viser målingen, at opbakningen ikke er set lavere, siden Poul Schlütter sad ved magten i 1990.

Målingen giver en opbakning til Venstre på 12,8 procent, hvilket er ti procentpoint lavere end valget i 2019 – og dermed 20 mandater færre, end de 43 partiet råder over i dag.

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen.
Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen. Ólafur Steinar Gestsson

»Det er virkelig en markant tilbagegang. At et parti går så meget tilbage i en enkelt periode, er ikke normalt,« siger Kasper Møller Hansen, statskundskabsprofessor og valgforsker ved Københavns Universitet, til Berlingske.

I en måling foretaget af YouGov tidligere på måneden lød det, at 9,2 procent af vælgerne ville stemme på Venstre.

Voxmeter gav derimod Venstre 13 procent af danskernes opbakning – dog stadig den ringeste måling i de 20 år, hvor Voxmeter har eksisteret.

Kasper Møller Hansen mener, at den lave vælgertilslutning i høj grad skyldes »interne skærmydsler« i partiet.

Politisk ordfører Sophie Løhde har sagt til B.T., at for meget fokus på enkeltpersoner skader opbakningen til partiet.
Politisk ordfører Sophie Løhde har sagt til B.T., at for meget fokus på enkeltpersoner skader opbakningen til partiet. Emil Helms

Blandt andet Inger Støjbergs afgang som næstformand og den kommende rigsretssag, formand Jakob Ellemann-Jensens opbakning hertil samt valget af Stephanie Lose som ny næstformand.

Det er også, hvad Venstre selv har påpeget.

»Når det i den seneste tid i Venstre har handlet alt for meget om personer fremfor vores politik, så bliver det et helt skævt fokus. Og det har en negativ effekt på målingerne. Vælgerne har en klar forventning om, at vi politikere bruger tiden på at udvikle løsninger for dem og resten af Danmark, og det er også det, som vi i Venstre allerhelst vil,« skrev Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, i en sms til B.T. 19. januar.

Fælles for alle målinger – YouGov, Voxmeter og Gallup – er, at Søren Pape Poulsen og Konservative indtager en førsteplads, når det kommer til vælgeropbakning i blå blok.

Læs mere om det HER.