Hvis man er det mindste i tvivl om, hvor stort et indtryk Lone Dybkjær gjorde på Christiansborg, skal man blot se på listen af fremmødte til hendes bisættelse i Holmens Kirke i København.
Ud over De Radikales profiler Morten Østergaard og Marianne Jelved valgte både statsminister Mette Frederiksen og flere ministre og partiledere at møde op til bisættelsen klokken 13.
En, der var ekstra berørt over, at Lone Dybkjær ikke længere er iblandt os, var SF-formand Pia Olsen Dyhr. Hun havde svært ved at holde tårerne tilbage, kort inden hun gik ind i kirken.
»Hun var min mentor. Det er en meget trist dag,« sagde Pia Olsen Dyhr kortfattet.
Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der i næsten 30 år var gift med Lone Dybkjær, var mødt tidligt op i kirken for at teste lyden til sin tale.
Lone Dybkjær er et af de største navne hos De Radikale. Som miljøminister i slutningen af 1980'erne blev hun sammen med socialminister Aase Olesen de første kvindelige minister fra De Radikale.
Siden har hun fortsat sin kamp for miljøet og ikke mindst ligestilling, både i Europaparlamentet og i Folketinget.
Men Lone Dybkjær har ikke kun gjort indtryk internt hos De Radikale. Flere socialdemokratiske ministre mødte op til bisættelsen, selv om de kun var små børn, da Lone Dybkjær havde sin storhedstid i dansk politik.
»Vi tager afsked med en stor politisk personlighed og en god kollega, som har kæmpet bravt for sine mærkesager. Hun var altid ordentlig,« sagde Bertel Haarder (V), der har kendt Lone Dybkjær fra politik gennem fire årtier.
Den radikale veteran Marianne Jelved har været en af de tætteste politiske kollegaer til Lone Dybkjær. På vej ind i kirken fangede B.T. Jelved, som fortalte, at hun og Lone Dybkjær sås privat indtil det sidste.
»Vi var begge en del af en lille klub af gamle politikere fra flere partier, som mødtes privat,« siger hun.
Lone Dybkjær døde 21. juli efter længere tids kamp mod kræft. Hun blev 80 år.