Beboere i Vollsmose kalder det en dårlig idé at rive boliger ned og opfordrer i stedet Løkke til at flytte ind en måneds tid.

Kom og bo i Vollsmose i en måneds tid, Lars Løkke. Så kan du opleve, hvordan det er at leve her. Og lad os så bagefter høre, om du stadig mener, vores hjem skal rives ned til grunden.

Sådan lyder det fra flere beboere i Odense-bydelen Vollsmose til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) som reaktion på hans forslag om at køre bulldozere ind i flere af landets såkaldte ghettoområder.

Lars Løkke tog bladet fra munden i sin nytårstale og sagde, det kan være nødvendigt at rive betonblokke for at få spredt beboerne til andre steder og dermed nedbryde parallelsamfund.

Og som det ses her i spalterne, konkretiserer klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) nu endnu mere regeringens plan og udpeger Vollsmose som et af de steder, hvor det kan komme på tale at køre bulldozere ind og jævne to eller flere blokke.

»Lars Løkke ved ikke, hvad han snakker om, når han siger sådan noget. Han skulle prøve at flytte ind her i en måneds tid, før han udtaler sig om, hvad der er rigtigt at gøre. Det var i sin tid politikerne selv, som sagde, at udlændinge der kom til Odense skulle bo i Vollsmose. Så kan politikerne ikke komme og sige det modsatte nu. Løkke skal ikke bestemme, hvor vi skal bo. Folk må selv bestemme, om de vil bo i Vollsmose, i Nyborg, i Kerteminde eller hvor de nu har lyst til,« siger 38-årige Mohamad Ahmad Ayyach.

»Lars Løkke tager fejl, hvis han tror, der kommer flere etniske danskere til Vollsmose ved at rive nogle blokke ned. Han skulle prøve at flytte ind her i en måneds tid, før han udtaler sig om, hvad der er rigtigt at gøre,« siger 38-årlige Mohamad Ahmad Ayyach.
»Lars Løkke tager fejl, hvis han tror, der kommer flere etniske danskere til Vollsmose ved at rive nogle blokke ned. Han skulle prøve at flytte ind her i en måneds tid, før han udtaler sig om, hvad der er rigtigt at gøre,« siger 38-årlige Mohamad Ahmad Ayyach.

Han er far til fire og har selv boet i Vollsmose i flere år men bor nu på Nyborgvej nærmere byens centrum med familien. Men han understreger, at friheden, som han sætter så stor pris på ved Danmark, også bør gælde, når det handler om at vælge, hvor man bor.

»Jeg er dansk statsborger. Danmark er mit land. Her må man sige og mene, hvad man vil. Så jeg vil sige til Lars Løkke, at han tager fejl, hvis han tror, at der kommer flere etniske danskere til Vollsmose ved, at man river nogle blokke ned. Det gør der ikke,« siger Mohamad, som har arbejdet på Dalum Papirfabrik, i møbelkæden Biva, Danish Crown og senest GASA.

Abdel Hafez Murshed og Mustafa Shehadeh er begge 90 år, statsløse palæstinensere og bor i Bøgeparken. Abdel siger:

»Vi er meget glade og meget taknemmelige for at bo i Danmark og i Vollsmose. Men vi er gamle mennesker, og forstår ikke, hvis sådan nogle som os skulle blive bedt om at flytte. Det er en dårlig idé at rive blokke ned.«