De over 100.000 ledige danskere må udskyde drømmen om et job, efter Mette Frederiksen onsdag aften lukkede Danmark ned.

Hos langt de fleste arbejdsgivere er alle nye ansættelser nemlig sat på pause på ubestemt tid, mens den offentlige sektor kører med nødberedskab, og den private sektor mister milliarder af kroner hver dag.

Det efterlader de ledige i en venteposition, hvor de ikke kan komme væk fra dagpenge eller kontanthjælp og ud på arbejdsmarkedet.

»Det er klart, at lige nu rekrutterer virksomhederne ikke nye medarbejdere. Der er nok ikke engang nogen på arbejde til at kigge ansøgninger igennem,« siger Verner Sand Kirk, direktør i brancheorganisationen Danske A-kasser.

»Generelt må de ledige sandsynligvis vente på, at situationen i Danmark ændrer sig, før rekrutteringen genoptages,« siger han.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard meddelte torsdag, at jobcentrene lukker ned og kører med nødberedskab. Han opfordrede samtidig a-kasserne til at gøre det samme.

Det betyder, at alt jobindsats, aktivering og virksomhedspraktik som udgangspunkt stopper i foreløbigt to uger. Dermed skal dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere helt ekstraordinært ikke stå til rådighed for arbejdsmarkedet i den periode.

»Det (lukning af det offentlige Danmark, red.) må ikke gå ud over folks ydelser, og derfor kører jobcentrene videre med et nødberedskab. Ingen skal være bekymrede for, at de ikke får udbetalt dagpenge eller kontanthjælp den kommende tid,« siger Peter Hummelgaard.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S), finansminister Nicolai Wammen (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) (på billedet) holder pressemøde i Finansministeriet om yderligere økonomiske initiativer og status for den økonomiske situation torsdag den 12. marts 2020. Det sker efter statsminister Mette Frederiksen (S) i går lukkede landet yderligere, heriblandt skoler og daginstitutioner.. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix)
Erhvervsminister Simon Kollerup (S), finansminister Nicolai Wammen (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) (på billedet) holder pressemøde i Finansministeriet om yderligere økonomiske initiativer og status for den økonomiske situation torsdag den 12. marts 2020. Det sker efter statsminister Mette Frederiksen (S) i går lukkede landet yderligere, heriblandt skoler og daginstitutioner.. (Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix) Ólafur Steinar Rye Gestsson

Ifølge Verner Sand Kirker er oplevelsen i a-kasserne, at de ledige i højere grad er bange for ikke at få deres dagpenge udbetalt, end at de skal gå længere tid uden job.

»Der er intet at frygte i forhold til ydelserne. Folk får deres penge til tiden. Og hvis man er i tvivl om noget, må man enten ringe eller sende til mail til a-kassen i stedet for at møde op,« siger han.

På grund af lukningen af store dele af Danmark er økonomer og professorer enige om, at det vil ramme dansk økonomi hårdt.

Det store spørgsmål er, hvor hårdt det vil ramme.

Krisen rammer økonomien

På kort sigt forsøger regeringen at redde virksomhedernes likviditet med hjælpepakker.

Men på lidt længere sigt frygter økonomer, at krisen vil bide sig fast i dansk økonomi og føre til stigende arbejdsløshed, konkurser og faldende boligpriser.

»Det er en svær situation for de ledige. Coronavirussen har med ét gjort det sværere at finde et job, hvis man står uden for arbejdsmarkedet,« siger Verner Sand Kirker.

Han pointerer dog, at det endnu er for tidligt at sige noget om, hvordan corona-krisen vil påvirke beskæftigelsen.