Politiet og statsministeriet har ikke villet give nogen detaljer om det overfald, som Mette Frederiksen fredag var udsat for.

Men nu kan B.T. ved hjælp af øjenvidner fortælle, hvad der skete på Kultorvet fredag eftermiddag få minutter før klokken 18. De beskriver desuden, hvordan gerningsmanden så ud.

»Vi havde lige sat os ved springvandet lige ved blomsterbutikken, da vi så Mette Frederiksen komme gående fra Nørreport på vej i retning mod Strøget.«

Sådan indleder Marie Adrian og Anna Ravn på henholdsvis 18 og 17 år, da de fortæller om deres oplevelse.

»Er det ikke Mette Frederiksen, sagde vi til hinanden,« fortsætter de.

Fra deres position på kanten af springvandet så de til i chok, da en yngre mand få meter fra dem skubbede statsminister Mette Frederiksen, så hun var ved at vælte omkuld.

»Der kom en mand forbi i den modsatte retning, og han gav hende et hårdt skub på skulderen, så hun væltede til siden,« fortæller Marie Adrian og Anna Ravn til B.T.

Kunne der på nogen måde være tale om et uheld, at manden kom til at gå ind i hende ved en fejl?

»Nej, overhovedet ikke. Det var et kraftigt skub, men hun røg ikke i jorden,« fortæller de to.

»Hun kiggede på ham og så chokeret ud. Nærmest fornærmet. Hun kiggede skævt på ham og sagde noget til manden, som hun kom gående sammen med,« siger Marie Adrian og Anna Ravn samstemmende.

De fortæller desuden, at der ikke blev udvekslet ord mellem statsminister Mette Frederiksen og overfaldsmanden.

»Så gik hun hen og satte sig ved et bord på caféen,« tilføjer de. 

Den del af episoden har barmanager på Kulbar Søren Kjærgaard allerede fortalt om til B.T.

Marie Adrian og Anna Ravn beskriver, hvordan manden, der skubbede til Mette Frederiksen så ud:

»Han var høj og meget slank med forholdsvist langt, mellemblond hår, og han så ret ung ud,« siger Marie Adrian og Anna Ravn.

»Han var klædt i en løs t-shirt og løse shorts og havde sådan en crossover taske over skulderen,« tilføjer de.

Manden forsøgte at skynde sig videre, fortæller de, men han nåede ikke ret langt, inden mænd i jakkesæt – formodentlig PET-vagter, som gik to-tre meter bag statsministeren – greb fat i ham.

»Han råbte noget og var aggressiv, men vi kunne ikke høre, hvad han råbte. Og så lagde de ham ned,« siger Marie Adrian og Anna Ravn.

De fortæller, at Mette Frederiksen herefter forlod Kultorvet i samme retning, som hun var ankommet sammen med manden, som hun havde fulgtes med og kvinden, der havde ventet på hende på cafeen.

B.T. har desuden været i kontakt med Anna Ravns mor om episoden.

Senere bekræftede Statsministeriet og Københavns Politi, at der var sket en episode, og at en mand var blevet anholdt. Ingen af parterne ønskede dog efterfølgende at oplyse yderligere om situationen over for B.T.

Siden har politikere og andre fra ind- og udland reageret på overfaldet med fordømmelse. Det kan du læse meget mere om i B.T.s liveblog.