Anders Vistisen angriber indvandrermiljøer : 'Nødt til at indføre statslig kontrol'
Anders Vistisen vil have justitsministeren til at undersøge omfanget af svindel med sociale ydelser i indvandrermiljøer og truer med at kalde ministeren i samråd.

Anders Vistisen vil have justitsministeren til at undersøge omfanget af svindel med sociale ydelser i indvandrermiljøer og truer med at kalde ministeren i samråd.

Dansk Folkeparti vil have justitsministeren til at undersøge, hvor udbredt det er, at personer kan have opholdstilladelser eller statsborgerskab i flere lande under forskellige navne.
Det kommer på baggrund af TV 2-dokumentaren 'Du må ikke blive for dansk’ og en klumme der er skrevet af B.T.s samfundskommentator, Yaqoub Ali.
Ifølge folketingsmedlem for DF, Anders Vistisen, beskriver de, hvordan personer med opholdstilladelse i Danmark samtidig kan være svenske statsborgere ved at benytte forskellige navne.
Og DF vil ikke nøjes med at diskutere sagen.
Partiet vil i første omgang tage sagen op med justitsministeren og bede om en undersøgelse af problemets omfang.
»Vi vil i første omgang bede justitsministeren om at få undersøgt omfanget af det her. Hvis han ikke er i stand til det, må vi kalde ham i samråd,« siger Anders Vistisen til B.T.

Samtidig vil DF undersøge, hvor stort et problem socialt bedrageri er i bestemte indvandrermiljøer.
Vistisen peger på, at Dansk Folkeparti fra oktober igen får en plads blandt Statsrevisorerne – en plads, han selv skal bestride.
Her vil han tage spørgsmålet op.
»Vi vil have et mere gennemgående røntgenbillede ind i de her indvandrermiljøer,« siger han.
Ifølge Vistisen handler det ikke kun om de konkrete sager, men om et langt bredere problem med svindel med sociale ydelser.
Han mener ligefrem, at der kan være tale om beløb i milliardklassen.
»Der er givetvis et større millionbeløb – ja, et sikkert milliardbeløb – der bliver svindlet for årligt,« siger han.
Samtidig retter DF-profilen et hårdt angreb mod kommunerne, som han mener ikke i tilstrækkelig grad får kontrolleret, om sociale ydelser bliver udbetalt på et korrekt grundlag.

Hvis kommunerne ikke selv kan løfte opgaven, bør staten efter hans mening gribe ind.
»Så må vi se på, om kommunerne overhovedet er opgaven voksen – eller om vi er nødt til at indføre en form for statslig kontrol,« siger Anders Vistisen.
Han mener samtidig, at den nuværende kontrol rammer skævt.
Ifølge Vistisen bliver helt almindelige borgere, der har brug for hjælp, i nogle tilfælde udsat for hård kontrol, mens personer, der ifølge ham snyder systemet, slipper.
»Hver gang vi prøver at stramme op på reglerne, går de forkerte mennesker fri, mens vi rammer helt almindelige borgere,« siger han.
Derfor ønsker partiet en mere målrettet indsats mod de miljøer, hvor de mener, at snyden er koncentreret.
Vistisen understreger, at DF ikke ønsker at lave regler, der rammer alle, men i stedet vil rette kontrollen mod de konkrete miljøer, hvor man mener, at der foregår omfattende snyd.
Første skridt bliver altså justitsministeren.
Derefter venter Statsrevisorerne.
»Vi tager det i første omgang op med ministeren på mandag. Og så følger vi op med Statsrevisorerne i oktober, når vi har det første møde,« siger Anders Vistisen.