Alternativet slår nu fast med syvtommersøm, at partiet igen bakker op om en uvildig advokatvurdering af ministrenes ansvar i minksagen.

Det skriver Alternativets leder Franciska Rosenkilde i et opslag på Facebook.

»Nu har vi haft lejlighed til at mødes i den nye folketingsgruppe, og der er ikke opbakning fra de fem andre til den beslutning. Og det lytter jeg selvfølgelig til. Derfor er Alternativets officielle holdning, som før valget, at vi er for en advokatundersøgelse,« skriver hun.

Allerede dagen efter, partiet blev valgt ind, begyndte partiet at trække deres løfte i land og ville droppe kravet om en advokatvurdering

Som det eneste parti på Venstrefløjen har Alternativet under hele valgkampen holdt fast i at støtte en advokatvurdering af regeringens ageren i minkskandalen.

Men det kalder partilederen nu for en fejl.

»Og helt ærligt, jeg var for hurtig. Personligt er jeg videre fra mink og advokatundersøgelser, men manglende søvn ovenpå en lang valgkamp betød, at jeg svarede lidt for hurtigt,« skriver hun.

Torsten Gejl er altså ifølge Franciska Rosenkildes Facebook-opslag en af de fem, der ikke bakkede op om hendes beslutning om at trække støtten til advokatundersøgelsen. Men så sent som i forgårs sagde Alternativets folketingsmedlem Torsten Gejl ellers til Politiken, at han også havde ændret mening,

»Du må sådan set kalde det, hvad du vil. Det, som vi har gjort, er, at Franciska og jeg har haft en god snak om det på den anden side af valget her i dag. Og vi er egentlig kommet frem til, at vi ikke gider tale mere om mink,« sagde han til Politiken.

Desuden afviste Torsten Gejl over for B.T. at kommentere partiets beslutning om at droppe kravet hele 22 gange i går. Forklaring lød, at Socialdemokratiets gode valgresultat var årsagen til, at man i partiet trak i land på løftet om at støtte op om en advokatvurdering.

Med Alternativets nye udmelding fredag morgen er der altså flertal for en advokatvurdering.