Allerede dagen efter valget formåede Alternativet at komme med det måske hurtigste løftebrud i dansk politik nogensinde.

Partiet har nemlig under hele valgkampen holdt fast i at støtte en advokatvurdering af regeringens ageren i minkskandalen. Men sådan skulle det altså ikke blive, for det har Alternativet droppet.

Alternativet var det eneste parti fra Venstrefløjen, der holdt fast i kravet om en advokatvurdering.

Med Alternativets løftebrud er der nu kun 89 mandater for en advokatvurdering, og den bliver, som det ser ud lige nu, ikke til noget.

Til Politiken har Torsten Gejl forklaret, at det simpelthen handler om, at Socialdemokratiet har haft det bedste valg i 20 år. På spørgsmålet, om hvorvidt man kan kalde det et løftebrud, svarer Gejl:

»Du må sådan set kalde det, hvad du vil. Det, som vi har gjort, er, at Franciska og jeg har haft en god snak om det på den anden side af valget her i dag. Og vi er egentlig kommet frem til, at vi ikke gider tale mere om mink. Nu har der været en folkeafstemning, som var direkte baseret på minksagen, og hvordan den var kørt.«

Og det bliver, hvis det står til Torsten Gejl, den sidste kommentar i dén sag. Da B.T. ringer Torsten Gejl op, ser han nemlig sagen om løftebruddet som fuldstændig lukket og uinteressant, også selvom vælgerne måske ikke har det på samme måde.

Du er politisk ordfører for partiet, og I har været ude inden valget at sige, at I støtter den her advokatvurdering, og så dagen efter vælger I...

»Jeg er ikke politisk ordfører for partiet. Nu ser vi på , måske i dag skal vi mødes og lave ordførerskaber og finde ud af, hvem der skal være...«

Så det er simpelthen noget, du ikke har en holdning til?

»Vi har meldt vores holdning ud, og jeg har ikke yderligere at sige lige nu.«

Men I har jo sagt, at det er i offentlighedens interesse, og at vi skal have undersøgt sagen. Hvorfor er det, I vælger at skifte holdning 180 grader?

»Vi har meldt ud.«

Men Torsten Gejl, jeg synes, at det passer meget dårligt med det image, Alternativet forsøger at have: Dem, der tør sige noget, og at I er politikere på en anden måde, end de andre er. Det passer dårligt, at du så bare siger: 'Det har vi ingen kommentarer til.' Kan du ikke godt selv se det?

»Vi har kommentarer. Vi har meldt vores kommentar ud. Vi har meldt ud.«

Du synes ikke, at vælgerne er blevet ført bag lyset?

»Vi har jo kommenteret på det.«

Du synes ikke, at vælgerne er blevet ført bag lyset?

»Det har jeg kommenteret på.«

Så det synes du ikke?

»Jeg har kommenteret på det.«

Hvorfor kan du ikke bare svare ja eller nej, når jeg spørger dig om det?

»Fordi jeg siger til dig, at jeg ikke vil kommentere mere på det. Vi har kommenteret på det.«

Hvorfor vil du ikke kommentere mere på det?

»Altså, det her fører ikke nogen vegne hen.«

Kan du ikke godt forstå, at det virker underligt, og at vælgerne gerne vil have et mere klart svar, end det, der er kommet?

»Vi er kommet med svar på – kommenteret på det allerede. Og yderligere kommentarer har vi ikke nu.«

Til Jyllands-Posten har Franciska Rosenkilde sidestillet det overståede folketingsvalg med en advokatvurdering, hvor hun siger:

»Jeg vil sige, at det var det, der var vores holdning. De Radikale valgte at udskrive valg, danskerne har stemt, og nu er der ligesom en ny spilleplade. Så må vi se, hvad det er for et regeringsgrundlag, der bliver lavet.«

Og det er altså så tæt, vi kommer Alternativets kovending, lyder det fra Torsten Gejl.

»De kommentarer, der er fra Alternativet, er dem, du kan læse, der hvor vi har udtalt os.«

Så du mener helt seriøst, at der ikke er noget underligt i at gå til valg på, at man støtter en advokatvurdering af sagen og dagen efter siger, at det gør man ikke alligevel?

»Vi har ikke flere kommentarer, end dem vi har givet. Vi har kommenteret det.«

Ser du det som et brudt vælgerløfte?

»Vi har kommenteret det.«

Ja, jeg vil alligevel rigtig gerne tale med dig om det. Er du på Christiansborg i dag?

»Hvis jeg er på Christiansborg i dag, så sidder jeg i det allerførste møde med min gruppe. Så jeg har ikke tid til at snakke mere i dag. Vi er nødt til lige at møde hinanden og lave den allerførste tekniske opbygning.«

Hvor og hvornår holder I det møde?

(Lang stilhed).

Hallo?

»Jamen, det vil vi gerne holde stille og roligt for os selv. Så jeg tror, vi skal overveje, om vi overhovedet vil holde det på Christiansborg. Men jeg har altså ikke flere kommentarer.«

Så I har ikke tænkt jer at holde det på Christiansborg?

»Jeg har ikke flere kommentarer.«

Men det er jo helt normale spørgsmål. Hvor I skal holde møde henne? Er det hemmeligt, hvor det skal holdes henne?

»Jeg har ikke flere kommentarer.«

Så du vil ikke fortælle, hvor mødet skal holdes henne?

»Vi vil gerne have lov til at holde det allerførste møde med vores gruppe og møde vores nye folketingskolleger på et sted, som vi selv bestemmer, og på et tidspunkt, som vi selv bestemmer.«

Og som pressen ikke må få at vide eller hvad?

Efter flere sekunders stilhed svarer Torsten Gejl:

»Jeg har ikke flere kommentarer.«

Jeg skal bare have det helt klart: Må vi vide, hvor mødet bliver holdt henne, eller må vi ikke vide det?

»Kan du ikke respektere, at jeg ikke har flere kommentarer?«

Jeg bliver bare ved med at stille spørgsmål. Jeg synes ikke, du svarer på mine spørgsmål.

»Jeg har ikke flere kommentarer.«

Hvorfor er det, du ikke har det. Tror du ikke, at du skuffer en masse, der har stemt på dig, ved at svare på den her måde. Bare at sige: ingen kommentarer?

»Vi har kommenteret det.«

Og det er simpelthen det, det kan blive til fra Alternativet, der skal være et friskt pust til Christiansborg. Du lyder jo meget som de partier, I kritiserer for den måde, de fører politik på.

»Jeg har ikke flere kommentarer.«

Men Torsten, helt ærligt … Du har ikke en eneste kommentar til det her. Du har ikke nogen personlige tanker om det?

»Nu har jeg hørt før, at en politiker har udtalt sig alle vegne og ikke har flere kommentarer. Det kan da ikke være så nyt for dig. Så jeg har ikke flere kommentarer.«

Okay, men må jeg vide, hvor det der møde er henne, for så kommer jeg lige ned forbi?

»Nej. Vi vil gerne have lov til at holde et møde, hvor det handler om at konstituere vores gruppe, og der er den her sag ikke på dagsordenen. Så det ønsker vi ikke.«

Okay, og du vil heller ikke mødes med mig og snakke på Christiansborg?

»Nej. Vi har ikke flere kommentarer.«