Situationen omkring coronasmitte blandt mink har nu udviklet sig til et kritisk stadie i Nordjylland.

Helt inde i regeringskontorerne kategoriseres situationen som meget alvorlig, og der tales om en coronavirus 2.0.

Derfor har regeringen besluttet, at alle minkbesætninger nu skal slås ihjel, fordi coronavirus er muteret blandt mink og har spredt sig til mennesker.

Det fortæller statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde onsdag.

»I mister livsværk, som i nogle tilfælde er gået i arv igennem flere generationer. Det er en sorgens dag for jer og for alle, der arbejder i mink-erhvervet. Det er regeringen bevidst om,« siger Mette Frederiksen til minkavlerne.

En muteret coronavirus er vandret fra mink til mennesker og har siden spredt sig kraftigt blandt borgerne i Nordjylland.

Tirsdag modtog regeringen et notat fra Statens Serum Institut (SSI), som har udsat den muterede coronavirus for antistoffer.

Resultatet var ifølge SSI dybt bekymrende, fordi den muterede coronavirus ikke reagerede godt på antistofferne.

I Brovst havde myndighederne i begyndelsen ingen containere til de aflivede mink. De blev i stedet efterladt på jorden.
I Brovst havde myndighederne i begyndelsen ingen containere til de aflivede mink. De blev i stedet efterladt på jorden. Foto: Private photo
Vis mere

Dermed er der risiko for, at en eventuel vaccine mod covid-19 ikke vil have den ønskede effekt, hvis den muterede virus fra mink spreder sig yderligere blandt mennesker.

Samtidig er bekymringen, at den nye coronavirus fra mink betyder, at alle mennesker, som har været smittet med corona, igen kan blive ramt af den muterede coronavirus.

Der er desuden nye restriktioner på vej for borgere i en række kommuner i det nordjyske for at stoppe spredningen af coronavirussen fra mink.

Det drejer sig indtil videre om kommunerne Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted og Læsø, oplyser Mette Frederiksen.

»Vi ved godt, at vi efterlader jer i Nordjylland i uvished til i morgen. Det beklager jeg. Men vi skal handle nu. Det drejer sig om liv og død ikke kun i Danmark, men i hele verden,« siger Mette Frederiksen.

De nye restriktioner bliver meldt ud torsdag.

Siden regeringen modtog det bekymrende notat fra SSI tirsdag, har man i regeringskontorerne arbejdet på højtryk for at finde ud af, hvilke restriktioner der skal til.

Coronavirussen har spredt sig voldsomt på de danske minkfarme siden sommer. I skrivende stund har mere end 207 minkbesætninger fået konstateret corona, og derfor skal alle disse mink aflives.

Men nu lyder befalingen fra Mette Frederiksen, at samtlige mink på de godt 1.100 minkfarme i Danmark skal aflives.

Andre læser også