9.999 positive coronaprøver på blot ét døgn.
Aldrig har smittetallet været så alarmerende højt under coronaepidemien.
Og det betyder, at både sundhedsmyndighederne og regeringen nu er ved at finde de tunge restriktioner frem fra skuffen.
B.T. har talt med flere kilder internt hos myndighederne, som fortæller, at man lige nu kraftigt overvejer et forsamlingsloft i hele landet hen over jul og nytår.
Det kan være et midlertidigt forsamlingsloft på for eksempel 20 personer i en kort periode for at bremse varianten omikrons indtog i Danmark.
I skrivende stund er det dog ikke besluttet, hvor myndighedernes indstilling til regeringen lander. Men sikkert er det, at myndighederne vil have skrappe restriktioner, som begrænser kontakten mellem mennesker hurtigst muligt.
Torsdag oplyste SSIs direktør, Henrik Ullum, til Berlingske, at der er brug for tiltag nu og her 'for at få bremset smittespredningen yderligere'. Især efter at den nye og mere smitsomme variant omikron bliver dominerende i Danmark om ganske få uger, vurderer Ullum.

Torsdag eftermiddag skrev Mette Frederiksen også på Facebook, at vi ikke kommer igennem julen uden flere restriktioner.
'Jeg er ikke i tvivl om, at nye tiltag bliver nødvendige for at bryde smittekæder,' skriver hun.
Det er Epidemikommissionen, hvor sundhedsmyndighederne blandt andet sidder, som indstiller til regeringen, hvad der bør gøres for at bremse smitten.
Herefter skal S-regeringen finde flertal blandt partierne til at indføre dem.
Men det bliver umiddelbart ikke umuligt. De røde støttepartier er i hvert fald klar til at bakke op om et muligt forsamlingsforbud.
»Vi må lytte til sundhedsmyndighederne i en situation, hvor omikron spreder sig meget, meget hurtigt. Og hvis der kommer en indstilling (fra myndighederne, red.) om et forsamlingsloft på helt ned til ti personer, så vil vi ikke afvise det,« siger Peder Hvelplund, coronaordfører for Enhedslisten.
For blot en uges tid siden sagde Mette Frederiksen, at der ikke var behov for en nedlukning, men en 'forsinkelsespakke' af mere bløde tiltag.
Men nu er tonen altså ændret fuldstændig.
Fredag formiddag er alle sundhedsordførerne indkaldt til et coronamøde. Det har ofte været et forvarsel på et coronapressemøde med nye tiltag senere på dagen.