»Jeg vil aldrig glemme det øjeblik.«
Tårerne pressede sig på, da 22-årige Aki-Matilda Høegh-Dam fik besked på at forlade talerstolen torsdag aften klokken 23.05.
Nu havde hun gjort det. Bedt om undskyldningen. Klumpen i halsen var væk.
Men reaktionen i folketingssalen havde været hård.
'Hadefuld og sørgelig' lød det fra Søren Espersen om det 22-årige folketingsmedlems tale.
Derfor var det særdeles kærkomment, da Aki-Matilda Høegh-Dam blev mødt af et kram nede foran talerstolen.
Og det var ikke et kram fra hvem som helst.

Nej, dernede stod statsministeren. Hun gik et par skridt frem, krammede Aki-Matilda og sagde så et par ord i hendes øre.
De ord vender vi tilbage til, for først skal vi lige runde talen.
22-årige Aki-Matilda Høegh-Dam blev valgt ind i folketinget som medlem af det grønlandske parti Siumut ved folketingsvalget i juni, og således var det også den unge politikers første tale på Christiansborg.
Men Aki-Matilda havde ikke tænkt sig at kom listende ind på Christiansborg.
Tværtimod.
Hun havde forberedt en særlig tale med et særligt budskab, der ofte deler vandene.
»Vi som grønlændere fortjener at vide, at vi er værdige til at modtage den undskyldning,« sagde hun fra talerstolen klokken 22.42.
Nærmere bestemte talte hun om de 22 grønlandske børn, der blev sendt til Danmark i 1951, og som var et led af et socialt eksperiment, hvor de skulle lægge det grønlandske af sig og blive en dansktalende elite i Grønland.
Mette Frederiksen har tidligere gjort klart, at hun vil give en undskyldning til de såkaldte eksperimentbørn, men senest har statsministeren også sagt, at hun afventer en historisk udredning, der først er færdig i sommeren 2020.
Da ordet blev givet op efter Aki-Matilda Høegh-Dams tale om undskyldningen, stod det dog hurtigt klart, at ikke alle var enige i, at den danske stat skal give en undskyldning.
Det hårdeste angreb kom fra Dansk Folkepartis Søren Espersen.
»Så skal man høre sådan en hadetale. Det er sørgeligt. Det er over stregen. Det er en fornærmelse. Undskyldningen herfra kommer aldrig til at ske,« sagde han blandt andet.

Aki-Matilda Høegh-Dam argumenterede efter bedste evne, men da tiden var gået, pressede følelserne sig også på.
»Det var hårdt. Jeg krængede mit hjerte ud, så følelserne kom bare lige der. Jeg blev også meget berørt af den positive reaktion, jeg fik,« fortæller Aki-Matilda Høegh-Dam til B.T. få minutter efter, at debatten er afsluttet.
Da den 22-årige politiker trådte ned fra talerstolen, rejste Mette Frederiksen sig fra første række.
Det er en tradition, at man giver en dagsorden med underskrifter og nogle mønter til nye talere, men så opdagede statsministeren også, at den unge politikers øjne var våde.
»Hun kunne nok mærke, at jeg var lidt påvirket, så hun gav mig et kram. Hun sagde tillykke, at det var modigt, og at det var en rigtig god tale,« fortæller Aki-Matilda Høegh-Dam.
Et kram, der for evigt vil blive husket.
»Jeg tror aldrig, at jeg vil glemme det. Det vil altid være en uforglemmelige oplevelse at holde den tale og få et kram af statsministeren. Det er længe siden, jeg har grædt, men det gjorde jeg her,« fortæller hun.
Og kort tid efter blev aftenen endnu bedre, for da Mette Frederiksen holdte sin tale en halv time senere, sagde gjorde hun klart, at de grønlandske børn skal have en undskyldning.
»Det var meget rørende for mig, da hun sagde det,« siger Aki-Matilda Høegh-Dam.