»Det virker til, at Lars Boje har fundet sølvpapirshatten fra coronatiden frem, støvet den af og sat den helt ned over øjnene.«
Sådan lyder det afvæbnende fra Socialdemokratiets politiske ordfører, Christian Rabjerg Madsen, da B.T. beder ham forholde sig til påstanden om, at regeringen har udnyttet krisen om Grønland til at piske stemningen op for at kunne malke stemmer.
Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, anklagede forleden regeringstoppen for at opføre sig 'ynkeligt' og 'uværdigt' i kampen om at få æren for at have talt Trump til ro.
Og lørdag lød det fra Lars Boje Mathiesen fra Borgernes Parti, at statsminister Mette Frederiksen havde udnyttet krisen til at 'gøre folk bange, så de bakker op om hende'.
Den kritik giver Christian Rabjerg Madsen ikke meget for.
»Det forhold, at der har været tale om en international krise, er jo ikke noget, som vi har fundet på. Alle kommentatorer – også internationalt – har jo også vurderet det sådan.«
»Så sent som i dag (lørdag, red.) sagde den finske statsminister, Alexander Stubb, at det var den sværeste krise, han havde håndteret. Han er trods alt ikke i regering i Kongeriget, så jeg tror vist, at det taler for sig selv.«
Derfor mener Christian Rabjerg Madsen heller ikke, at man behøver tage kritikken mod den danske regering alvorligt.
»For Lars Bojes vedkommende handler det bare om, at han har taget sølvpapirshatten godt ned over hovedet, og jeg tror ikke, at der er særligt mange, som kan tage ham alvorligt.«
»Hele Europa har været enige om, at der var tale om en alvorlig situation. Nu ser det heldigvis ud til, at vi er kommet ind på et bedre spor, som er diplomatisk funderet, i stedet for at tingene kun udspiller sig i overskrifterne. Og det er selvfølgelig positivt. Det kan alle vist se, med mindre de har sølvpapirshatten helt nede over øjnene.«
Har I været forberedt på, at der i kølvandet på en så stor krise kunne komme kritik af, at håndteringen er blevet brugt til at profilere regeringen?
»Jeg synes faktisk, at vi har set det modsatte. Vi så et folketing, der stod forbilledligt sammen, da vi midt på ugen havde spørgetime. Lars Boje repræsenterer en undtagelse, men de andre partier har reageret langt, langt klogere.«
Alex Vanopslagh siger jo også, at I opført jer ynkeligt og uværdigt?
»Det må stå for hans egen regning. Jeg forstår ikke helt, hvad han hentyder til. Jeg hørte også ham holde en god og samlende tale i Folketinget, så jeg oplever egentlig, at Lars Boje er den eneste, der melder sig helt udenfor.«
Men er det forkert, at en sådan krise vil øge regeringens popularitet?
»Jeg tror da, at danskerne i sådan en situation oplever, at det ikke er ligegyldigt, hvem der sidder i regering. De oplever en kompetent regering med det rigtige kompas, der arbejder dag og nat for kongeriget. Jeg tror da godt, at det kan smitte positivt af, men det er bare ikke relevant. Det handler om at klare kongeriget så godt igennem som overhovedet muligt i godt samarbejde med vores allierede. Alt andet er sådan set irrelevant på nuværende tidspunkt,« siger Socialdemokratiets politiske ordfører.

