Mens den amerikanske præsident Donald Trump igen og igen har truet med at overtage Grønland, har der været nogenlunde politisk borgfred, og selv hårde kritikere af regeringen har bakket den op.
Men nu, hvor krisen i hvert fald foreløbig er afblæst, bliver den politiske borgfred brudt.
Torsdag var det Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, der anklagede regeringstoppen for at opføre sig »ynkeligt« og »uværdigt« i kampen om at få æren for at have talt Trump til ro.
Nu går Lars Boje Mathiesen, stifter af og formand for Borgernes Parti, endnu længere i sin kritik af regeringen.
»Man kan godt kalde det ynkeligt og uværdigt. Jeg tror nok, jeg bare vil kalde det for det politiske spil,« siger han til B.T. og uddyber:
»De har selv bygget et falsk narrativ op, som de vidste, at de kunne vinde på. Nu skal der så malkes stemmer på, at de har jaget en irrationel frygt i befolkningen.«

Lars Boje Mathiesens kritik er dog mest rettet mod statsminister Mette Frederiksen, forklarer han.
Men hvad mener du med, at regeringen skulle have bygget »et falsk narrativ« op om Grønland, som hun udnytter? Der har jo været tale om, at USAs præsident har fremsat gentagne trusler om at overtage Grønland, og han har ikke villet afvise en militær invasion. Det skal en regering vel tage alvorligt?
»Nej, man skal ikke sætte en irrationel frygt i befolkningen. Statsministeren skal fortælle befolkningen, hvad der er politisk retorik, og hvad der er virkelighed. Og virkeligheden er jo, at Donald Trump jævnfør forfatningen ikke kan invadere eller erklære krig mod uden godkendelse fra Kongressen.«
En ting er spørgsmålet om, hvad en præsident kan med eller uden Kongressen, men mener du ikke, at en statsminister skal tage den slags trusler alvorligt – og også fortælle befolkningen, at det er alvorligt?
»Jo, selvfølgelig skal det tages alvorligt, men der er forskel på at tage noget alvorligt, og så dyrke det til egen fordel. Og der er Mette Frederiksen iskold. Jeg mener, at hun udnytter det her til at gøre folk bange, så de bakker op om hende,« svarer Lars Boje Mathiesen, der drager en parallel til coronakrisen, hvor han mener, at statsministeren gjorde noget lignende.
B.T. har forelagt Lars Boje Mathiesens udtalelser for Statsministeriet. De er ikke vendt tilbage indenfor deadline.

