Lyt til artiklen

En borgmesterkandidat, der tilbyder prostituerede til villige mænd, der ønsker en sexslave eller en omgang afføringssex.

Den kombination var alligevel for meget for Dansk Folkeparti, efter Ekstra Bladet i forrige uge skrev, at DFs byrådsmedlem og borgmesterkandidat fra Odder, John Rosenhøj, har solgt kvinder til sexkunder og stået bag flere ekstreme pornofilm.

»Vi har haft en drøftelse med John, og det har foranlediget, at han nu har meldt sig ud af partiet,« sagde Dansk Folkepartis partisekretær, Steen Thomsen, efter historien kom ud.

Men nu kan B.T. afsløre, at partitoppen i flere uger op til DFs årsmøde 18. september kendte til John Rosenhøjs lyssky sidebeskæftigelse.

Kristian Thulesen Dahl taler ved Dansk Folkepartis årsmøde i MCH Herning Kongrescenter 18. september 2021. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Kristian Thulesen Dahl taler ved Dansk Folkepartis årsmøde i MCH Herning Kongrescenter 18. september 2021. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Dele af DF-toppen og hovedbestyrelsen – herunder Kristian Thulesen Dahl og partisekretær Steen Thomsen – var nemlig blevet advaret om DF-politikeren fra flere sider internt i Dansk Folkeparti.

Alligevel gav partitoppen ikke John Rosenhøj sparket, men indgik til gengæld en underhåndsaftale, der sikrede DFs mandat i Odder frem mod kommunalvalget.

Det fortæller flere af hinanden uafhængige kilder i Dansk Folkeparti til B.T. De ønsker ikke at stå frem med navn, men B.T. har set dokumentation for dele af forløbet.

Allerede i starten af september – kort før historien ramte forsiden – var John Rosenhøj indstillet på at blive udmeldt af partiet.

Men i stedet for at smide byrådsmedlemmet fra Odder på porten lavede man 7. september en aftale med John Rosenhøj om, at han skulle fortsætte i DF valgperioden ud og først forlade partiet ved årsskiftet.

På den måde ville Dansk Folkeparti ikke miste sit mandat i Odder Kommune, og en potentiel møgsag ville ikke ramme partiet midt i valgkampen.

Partisekretær Steen Thomsen bekræfter forløbet i hovedtræk.

»Jeg var bekendt med, at John Rosenhøj havde deltaget i nogle pornofilm. Og efter telefonsamtaler med John Rosenhøj resulterer det i, at han 7. september trækker sig som byrådskandidat af helbredsmæssige årsager, og samme dag udmelder han sig ud af DF med virkning pr. 31. december 2021,« siger han i et skriftligt svar til B.T.

John Rosenhøj har siddet i byrådet i Odder Kommune siden 2013. Han var indtil 7. september Dansk Folkepartis borgmesterkandidat i kommunen, men trak sig, kort før en skandalehistorie med ham selv i hovedrollen ramte medierne. Foto: Niels Åge Skovbo
John Rosenhøj har siddet i byrådet i Odder Kommune siden 2013. Han var indtil 7. september Dansk Folkepartis borgmesterkandidat i kommunen, men trak sig, kort før en skandalehistorie med ham selv i hovedrollen ramte medierne. Foto: Niels Åge Skovbo
Vis mere

John Rosenhøj har – ifølge skriftlige kilder og en tidligere prostitueret – spillet en mangeårig rolle i det midtjyske prostitutionsmiljø. Her har han blandt andet tilbudt kvinder som sexslaver, ligesom han har stået bag flere afførings- og SM-pornofilm.

Selvom DF-toppen kendte til detaljer om pornosagen, blev John Rosenhøj i starten af september tilknyttet som en slags konsulent til kommunalvalget for det nye DF-kandidathold i Odder – nu hvor han trak sit eget kandidatur.

Planen med at luske møgsagen ud ad bagdøren blev dog spoleret aftenen før DFs årsmøde, da historien ramte medierne. Samme aften ringede partisekretæren til John Rosenhøj og aftalte, at han nu var fortid i Dansk Folkeparti.

»Da Ekstra Bladet skriver om sagen 18. september, taler jeg med John igen, og vi aftaler, at hans udmeldelse effektueres straks,« siger Steen Thomsen.

I samme ombæring bliver aftalen om at være kampagnemand for DF-holdet i Odder revet i stykker. Det fortæller DFs nye borgmesterkandidat i Odder, Jan Jørgensen.

»John har ikke længere noget med Dansk Folkeparti at gøre. Det ville jo være at skyde sig selv i foden, hvis han stadig hjalp os,« siger han.

Så du har overhovedet ingen dialog med John Rosenhøj længere?

»Vi taler jo sammen i en lille by som vores. Men han er ikke en del af partiet eller kommunalvalget. Det kan jeg garantere.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra John Rosenhøj. Han har benægtet anklagerne.