I nattens mulm og mørke er 400 små træer sporløst forsvundet i det centrale Odense mellem tirsdag og onsdag.

Det ærgrer Børn- og Ungerådmand Susanne Crawley (R), for træerne tilhører hende og skal bruges som et led i valgkampen inden kommunalvalget.

»De er en meget vigtig del af min valgkamp, fordi jeg gerne vil løfte en grøn dagsorden,« siger hun.

Træerne er ikke meldt stjålet, for Sussanne Crawley håber, at de er fjernet ved en fejl og dukker op igen. Også selvom man skal ind gennem en port for at komme ind til Radikale Venstres valglokaler, hvor træerne stod lige udenfor. Derfor har Susanne Crawley også kigget i nærliggende skraldespande – indtil videre uden held.

»Måske har nogen troet, at det var affald, eller syntes at det rodede i gården,« siger hun.

»Jeg ved ikke, om de er blevet stjålet, men det kan jeg næsten ikke bære, at nogen kan finde på.«

Derfor håber rådmanden, at træerne hurtigt bliver fundet igen – for sagen er, at de ikke har jord om rødderne og derfor risikerer at tørre ud.

»De kan faktisk ikke leve så længe, hvis ikke man passer på dem,« siger Susanne Crawley.

Hvert træ har en værdi på cirka fire-fem kroner, og derfor vil det koste mellem 1.600 – 2.000 kroner, hvis træerne ikke dukker op. Heldigvis har hun flere træer stående på et andet lager, men hun bliver nødt til at bestille nogle nye, hvis hun skal have nok til at dele ud i gågaden.

»Træerne er fantastiske til at formidle kontakten med borgerne. Selvom folk ikke vil have et træ, fordi de ikke har en have, eller ikke magter at plante det, vil de gerne tale om klima.«

Hensigten med træerne er, at de i modsætning til andet valgmateriale, faktisk gør noget godt for klimaet. Til gengæld skal de altså passes på, hvis de skal klare sig gennem en hel valgkamp.

»Hvis ikke de bliver plantet, skal de dels holdes kolde–og det er derfor, vi har placeret dem udenfor–og dels have mørke og fugt.«