2000 medarbejdere fra beskæftigelses- og integrationsforvaltningen i Københavns Kommune er i åbent oprør mod deres chef, Cecilia Lonning Skovgaard (V).

De mange medarbejdere mener borgmesterens ledelsesstil er så problematisk, at de har set sig nødsaget til at råbe op. Og det sker i et åbent brev, som Berlingske er i besiddelse af.

Brevet er sendt ud af Djøf og HK på vegne af medarbejderne, der nu trækker håndbremsen overfor beskæftigelses- og integrationsborgmesteren.

»Beskæftigelsesborgmesteren fortsætter en dybt problematisk politisk ledelsesstil, der er kendetegnet ved manglende tillid til forvaltningens medarbejdere, store dele af sin egen administrative ledelse og en manglende forståelse for, hvordan man skaber gode rammer for en veldrevet forvaltning,« lyder det i det åbne brev.

tip os
Ved du noget om sagen? Så hører vi gerne fra dig. Skriv til bem@e-mail.dk eller brug formularen herunder.

Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var farvellet til forvaltningens administrerende direktør Line Nørbæk.

Forleden kunne hun således på LinkedIn berette, at hun stopper i sin stilling.

»Borgmesteren har ønsket sig en anden profil i stillingen som administrerende direktør, og jeg har derfor haft min sidste dag på det smukke rådhus,« skrev hun blandt andet i et opslag.

Heri sendte hun også rosende ord afsted mod blandt andre de »dygtige medarbejdere«.

Medarbejdere, der altså nu begrunder deres oprør med netop fyringen af Line Nørbæk, der i det åbne brev beskrives som en »en dybt respekteret og meget afholdt administrerende direktør«.

Line Nørbæk er ikke den eneste ledende medarbejder, der har måttet aflevere sit adgangskort til rådhuskontoret indenfor de seneste måneder.

Og hun er heller ikke den eneste, hvis afsked har ført kritik med sig.

I oktober var det således fagdirektør Marianne Sørensen, der mistede sit job, skriver Berlingske. Også her stod Djøf og HK i spidsen for kritik af Cecilia Lonning Skovgaard.

B.T. forsøger at få en kommentar fra borgmesteren.