Nyheden om at Japan har anmodet IOC om at sommerens olympiske lege i Tokyo bliver udsat, bekommer ledelsen i eliteidrætsorganisationen Team Danmark vel.

»Jeg synes, det er den rigtige beslutning. Det ville efter min mening være både forkert, uansvarligt og unfair at fortsætte forberedelserne til et OL på et tidspunkt, hvor atleterne på grund af den globale coronapandemi ikke har mulighed for at træne optimalt,« siger Team Danmarks direktør Lone Hansen til B.T.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters vil den Internationale Olympiske Komité senere i dag indkalde til et hastemøde i sin eksekutivkomité for at diskutere sagen, men det ligger fast, at IOC-præsidenten Thomas Bach støtter det japanske ønske.

»Det vi hører er, at OL bliver udsat et år. Jeg tør slet ikke overskue alle de ting, der skal omrokeres, men det gør ikke beslutningen mindre rigtig. For hvordan skal kvalifikationen til OL nu håndteres, og hvordan vil de atleter, der havde overvejet et karrierestop til sommer, tackle den situationen? Det skal der nok blive taget hånd om, men det stiller en helt masse spørgsmål,« siger Lone Hansen.

Lone Hansen, billedet, er direktør i Team Danmark.
Lone Hansen, billedet, er direktør i Team Danmark.
Vis mere

Et par timer inden meddelelsen om, at Japan ønsker at udsætte sommer-OL, var B.T. i telefonisk kontakt med Lone Hansen.

»De fleste er sendt på hjemmearbejde. Det vi bruger enormt meget krudt på i øjeblikket er, at få lavet alternativ træning,« sagde hun.

Hertil kommer, at man på flere områder har optimeret bemandingen.

»Det er vigtigt, at de er til rådighed i forbindelse med sportspsykologisk sparring, så atleterne kan få dirigeret frustrationerne over situationen det rigtige sted hen,« sagde Lone Hansen, der på spørgsmålet om, hvorvidt man i øjeblikket oplever ekstraordinær søgning mod psykologhjælp, var leveringsdygtig i dette svar:

»Der er god brug for dem, vil jeg sige.«

Men det er ikke kun på det sportspsykologiske område, at Team Danmark det seneste stykke tid har været ekstra aktiv.

»Der er også run på hos de fysiske trænere, fysioterapeuterne og ernæringseksperterne. En af de problemstillinger, der fylder rigtigt meget hos os, er kosten. For hvor meget kan den enkelte atlet tillade sig at spise i en periode, hvor træningsmængden er nedsat? Man kan godt sige, at vi lige nu bruger flere tidsmæssige og økonomiske ressourcer på beredskabet, men lige nu er vi indenfor rammerne af, hvad vi kan klare,« sagde Lone Hansen.

Sølvvinderen i 400 meter hækkeløb ved OL 2016 i Rio de Janeiro, Sara Slott Petersen, er en af de atleter, der ville have modtaget ekstraordinær Team Danmark-hjælp, hvis OL planmæssigt var blevet afviklet til sommer.

Foto: LUCY NICHOLSON
Vis mere

»Under coronakrisen har jeg et langt stykke henad vejen måttet nøjes med at holde formen vedlige gennem løbetræning i en lokal skov. Men nu kommer der en mulighed for os eliteudøvere. På et Team Danmark-center er det nemlig planen, at vi kan træne tre ad gangen - vel at mærke efter at alt er sprittet totalt af forinden,« fortalte Sara Slott Petersen til B.T. mandag eftermiddag.

Team Danmark-direktør Lone Hansen bekræfter, at man i træningsmæssig sammenhæng har etableret et nødberedskab.

»Men eftersom OL nu ser ud til at blive udsat til 2021, vil meget af det arbejde, vi har lavet, blive sat på standby. Hvad angår nødberedskabet, giver det ikke længere nogen mening at bevare det,« siger Lone Hansen.