Hvis der sker et boom i skeetskytter over de kommende år, kan man ikke ryste på hovedet.

For det var nervepirrende og actionpræget i så voldsom grad at se danske Jesper Hansen pløkke den første danske medalje hjem. Nej, der var ikke mange på kogende Asaka Shooting Range i Tokyo, men de, der var der, fik det hele.

Og den danske sølvsmed i centrum var den allermest rolige af alle. Uden de store følelser – indtil snakken faldt på bankdamen, der skulle have sig en ordentligt skulderklap for at have være en stor del af Jesper Hansens OL-medalje.

»Det har hun i hvert fald,« siger Jesper Hansen og forklarer, at han ikke selv bestemmer, om han også står der til OL om tre år.

Foto: Alex Brandon
Vis mere

»Det er økonomisk. Interessen er der, men vi skal også have et grundlag at arbejde med. Som jeg sagde i Rio, så var det min bankdame, der styrede, om vi skulle fortsætte. Det kommer hun også til denne gang. Hun får også et indspark,« siger Hansen.

Det er kun hvert fjerde år – normalt – at de mindre sportsgrene som blandt andet skeetskydning får den store opmærksomhed, når OL-flammen lander i en ny by. Men for Jesper Hansen er der ikke noget tilfældigt over den flotte præstation.

Han har lagt ekstremt mange timer i en sport, der ikke er præget af store lønninger og fancy biler.

»At vinde sådan en sølvmedalje her kræver, at du tænker skydning i døgnets 24 timer. I hvert fald de ni måneder om året, hvor vi kan være på banen og træne og er udenlands. Det kræver i hvert fald 12 timer om dagen for at komme dertil. Det er ikke bare noget, man gør ved at træne to-tre gange om ugen. Det kan man glemme. Alt er så professionelt nu. Det er enten eller,« siger Jesper Hansen.

Foto: TAUSEEF MUSTAFA
Vis mere

Og det kræver ikke mindst også en forstående familie. For Jesper Hansens vedkommende forældrene derhjemme, der har fulgt med.

»Jeg forestiller mig, at min mor render rundt hjemme i stuen og ikke aner, hvor hun er henne. Min far sidder nok og tænker: 'Hold nu kæft, den knægt der'.«

Den danske skytte er mere end bare en knægt. Han er OL-sølvvinder – og Danmarks første medaljetager i Tokyo.

»Det er fantastisk, at jeg er den første, der sætter skub i det hele, og jeg håber virkelig, at det er startskuddet til, at vi vinder så mange medaljer ved det her OL, så det bliver helt uhyggeligt. Det er jeg glad for,« siger Jesper Hansen med et fantastisk startskud på det danske OL.